Navigator
|
SlægterneVæbner og Halveggeaf Dr. W. Bruijnesteijn van Coppenraet Indhold: Forord s. 3 Navn og våben 4 Den gamle slægt Halvegge 7 Slægten Væbner 12 Den yngre slægt Halvegge 20 Den borgerlige familie Halvegge 37 Diverse 45 Albert Haelwegh 46 Afsluttende bemærkninger 47 Oversigt Halvegge 48 Diplomatarium 49 BArnhem (NL), 2013 Oversættelse: Birgit Christensen Slægterne Halvegge og Væbner Der findes i den danske biografiske litteratur mange medlemmer af Halvegge-familien. Imidlertid er det ikke altid tydeligt, at de tilhører denne familie, fordi de kun kendes under deres patronym eller fejlagtigt er blevet tilordnet Væbner-familien. Omvendt regnes den kendte kobberstikker Albert Haelwegh ofte med urette for at tilhøre Halveggerne. I denne artikel skaffes der klarhed over Halvegge- og Væbner-familien, og der gives så mange biografiske detaljer som muligt om de enkelte medlemmer af de to slægter. Forord Det var den danske arkivar Anders Thisets (1850-1917) store fortjeneste, at han skaffede genealogisk orden i de mange adelige personer i middelalderen, der som oftest kun er betegnet med patronymer i den store mængde dokumenter, der findes. Yderligere har han som den første aftegnet de våbensegl, der hænger ved dokumenterne, ordnet dem efter slægt og offentliggjort dette arbejde i 1905 i sit kendte værk Danske adelige sigiller fra det XV., XVI. og XVII. Aarhundrede (fortsættelse af H. Petersens lignende værk om det XIII. og XIV. århundrede). Dermed kunne han identificere næsten alle de personer, der er nævnt i kilderne, og lave sin alfabetiske Seddelregistrant. Thiset gik som en selvfølge ud fra, at personer med samme slægtsvåben helt sikkert hørte til samme slægt. Det fik til følge, at mange mennesker efter hans mening førte et ”forkert” slægtsnavn. Han viser så dette med det ”rigtige” navn i parentes efter det navn, der føres. Derfor findes der mange ”Halvegge (Væbner)”, fordi disse Halvegger angiveligt førte Væbner-våbnet og derfor måtte tilhøre slægten Væbner. De genealogier for de enkelte slægter, der kom ud af det, publicerede han i Danmarks Adels Aarbog (DAA) (fra 1884), som efterhånden kom til at omfatte hele den gamle danske adel. Arbejds- området var stort, tydningen af de gamle dokumenter vanskelig, og til dette arbejde havde han kun et eneste menneskeliv. Men han nåede det, og andre forskere kunne derefter arbejde videre med de enkelte familier. Det kunne ikke undgås, at Thisets genealogier blev overfladiske, og de er på ingen måde fejlfri. Personer af samme navn blev forvekslet, og personer blev registreret to gange. En svaghed ved Thisets genealogier er det efter min mening også, at han sjældent giver udtryk for tvivl, men fremlægger alle muligheder, formodninger og sandsynligheder som fakta. Det er ikke så galt, så længe den store ramme er rigtig og hver adelsmand er henført til den rigtige slægt. Det afhang af hans grundlæggende opfattelse, at våbnet var afgørende for at henføre en person til en familie. I nærværende arbejde har jeg samlet alle mulige data om familierne Halvegge og Væbner – mange flere end Thisets oplysninger – og herved rettet mange vildfarelser eller relativeret fakta til sandsynlig- heder. Men jeg har også måttet konstatere, at også hans grundlæggende opfattelse må drages i tvivl. Jeg mener, at familierne Halvegge (på Sjælland) og Væbner (i Jylland) med stor sandsynlighed ikke har mere med hinanden at gøre, end at der er en vis lighed i våbnene. Thisets grundlæggende opfattelse er her årsag til stor forvirring, der har bredt sig vidt omkring i litteraturen. Også Thisets påstand, at disse familier var uddøde i begyndelsen af det 16. århundrede (fordi han ikke kunne finde flere, der bar navnene, eller fordi han slet ikke interesserede sig for borgerlige efterkommere), har jeg relativeret, fordi der højst sandsynligt stadig var mange efterkommere i København og Roskilde og i udlandet (ved den landflygtige kong Christiern II’s hof), der ganske vist på grund af omstændighederne ikke kunne hævde deres adelige status, men alligevel tilhørte Halvegge-slægten. I denne artikel henviser tal i parentes (---) til referencer i diplomatarium (fortegnelsen over diplomer). Også kildeforkortelserne forklares i denne fortegnelse. De enorme kildemængder nødvendiggjorde et meget kompakt referencesystem, og det resulterede i denne diplomatarium. * * * Navne og våben Slægterne Halvegge og Væbner hørte til den danske uradel.1 Deres slægtsvåben finder vi i beseglingen på mange diplomer. Heldigvis, for ofte er det kun ved hjælp af våbnet, at bærerens identitet kan fastslås, fordi denne kun angives med et patronym i selve dokumentet. De enkelte slægters våben i middelalderens Danmark var i princippet unikke: forskellige slægter førte også forskellige våben. De danske historikere går ud fra, at hvis to familier har forskellige navne, men alligevel samme våben, må de i virkeligheden være grene af den samme slægt, selv om det ikke kan påvises genealogisk (litteraturliste: Barner, s. 14). Familien Væbners våben beskrives i Lexicon over Adelige Familier i Danmark (1787) som: "et blaat Skiold, hvori en harnisket Arm holdende en guldskaftet Sabel i Haanden med Spidsen til venstre Side". At spidsen er til venstre må være en fejltagelse, for alle kendte segl og andre originale gengivelser viser sværdspidsen vendende mod (heraldisk) højre, som det er gengivet i hosstående illustration. Når der er vist et hjelmtegn på gengivelserne, er det en væbnet arm, der på samme måde rækker op over hjelmen. Ud over seglene, brugt fra 1420-1580, samt nogle gravsten, kender jeg ingen autentiske gengivelser af våbnet. Det er således uklart, hvorfra leksikonet kender farverne, da segl og gravsten jo ikke viser dem. På en måde er det et ”talende” våben. Væbner betyder jo ”våbendra- ger”, etymologisk ”den, der fører våbener”, latin armiger. I øvrigt må det fremhæves her, at jeg bruger navnet Væbner for denne slægt udelukkende med hjemmel i faglittera- turen. I de originale kilder har jeg kun fundet patronymer; slægtsnavnet er ikke nævnt en eneste gang. Og her støder vi så straks på det første tvivlsomme spørgsmål. Barner (lit.: s. 16) nævner slægten Væbner som eksempel på de adelige familier, der først efter ediktet af 1526 (hvori kongen pålagde adelen at føre slægtsnavne) valgte et navn og så vidt muligt undgik at bruge det. Den eneste gang, jeg er stødt på navnet Væbner autentisk, er i navnet på godset Væbnersholm i Føvling, hvor slægten boede. Navnet Væbnersholm blev i øvrigt først brugt, efter at slægten var uddød i 1587. Og af det navn kan man ikke uden videre slutte, at de adelige (væbnere!), der boede der, også førte slægtsnavnet Væbner. G. Knudsen (lit.) giver lidt over fyrre belæg på den autentiske brug af navnet Halvegge, men kun to på navnet Web(n)ere, og de kan ikke sættes i forbindelse med den her behandlede slægt. I det hele taget er jeg på ingen måde overbevist om, at Væbner faktisk var slægtens navn. Til trods for det vil jeg alligevel, i mangel af bedre, bruge denne betegnelse. Den første ”historiske” brug af Væbner som et slægtsnavn har jeg fundet under en indgravering af et våbenskjold fra omkring 1660. * * 1 Ved uradel forstår man slægter, hvis adel direkte kommer af deres status i samfundet i ”urgammel” tid. Derfor kan ophøjelsen i den adelige stand ikke direkte bevises, højst kan der være tale om en senere anerkendelse. I modsætning til dette har ”brevadelen” et diplom, adelsbrevet, der dokumenterer den regerende fyrstes nåde. Under navnet ”Halvege” viser ”Lexicon over Adelige Familier i Danmark” (1787) tre forskellige våben. Våbnet med nr. 48 førtes af Jens Olafsen Halvegge og hans efterkommere, i det følgende betegnet som ”den yngre slægt Halvegge”. Hvis vi kan stole på Danmarks Adels Aarbog (DAA 1946), var han en født Væbner, men antog sin mors navn, Halvegge. På de forskellige segl, der er overleveret fra familien, holdes arm og sværd på mange forskellige måder. Åbenbart var deres stilling ikke noget, der blev opfattet som vigtigt. I Thiset og Petersens våbenbøger viser nogle segl en sløjfe om sværdets klinge (også på hjelmtegnet). Dette er tilfældet ved fire af de elleve forskellige segl, der er vist. I det omfang, jeg havde lejlighed til at undersøge de originale segl, viste det sig, at sløjfen også findes i øvrige tilfælde. Det havde de to forfattere overset, fordi seglaftrykkene var utydelige, eller på grund af seglenes dårlige tilstand. 2 Sløjfen er helt sikkert ment som et distinktivum, et kendetegn, hvormed man kan skelne slægten Halvegge fra slægten Væbner. Men for mig er det så et åbent spørgsmål, om den automatik, hvormed historikerne ser disse to slægter som grene af samme slægt, nu også er berettiget. Jeg kommer senere tilbage til det i et særligt kapitel. * * Våben nr. 49, den gamle Halvegge-stammes, er kun kendt fra tre forskellige segl, dateret til 1387- 1488 (afbildet i næste kapitel). Beskrivelsen i leksikonet og i DAA (1896) lyder: "to modvendende Stormhuer; paa Hielmen to Vesselhorn". Vi må gå ud fra, at leksikonets forfatter har forsøgt at fortolke segltegningerne så godt som muligt efter sin bedste viden. Men alligevel kan man være i tvivl, om fortolkningen er rigtig. Mere sandsynlig er forklaringen: ”To halve vegger”, som jeg fandt tilføjet med hånden i et arkiveksemplar af Petersens våbenbog. Dette er i overensstemmelse med den forklaring af navnet (i den ældste form Halffwægge), som anføres af G. Knudsen: ”halve wægger”. Wægge betød oprindelig "kile", men blev senere betegnelsen for et lille kileformet brød med fremstående spidser. Men jeg synes ikke, henvisningen til brød passer ind i sammen- hængen. Det er ikke troværdigt, at en adelig slægt i middelalderen ville tage navn efter noget så dagligdags som et halvt rundstykke. Der er en anden afledt betydning af wægge, der rammer bedre: det (kileformede) hoved af en økse, der så her skal opfattes som en stridsøkse. Man kan sagtens tænke sig, at den første Halvegge har fået sit navn, fordi hans stridsøkse (de danske vikingers vigtigste våben) i et afgørende øjeblik gik i stykker, og han måtte fortsætte kampen med dette handicap. * * Så er kun våben nr. 47 tilbage. Leksikonets forfatter påberåber sig Jakob Nielsen Halvegge i diplomerne (4) og (8). Det førstnævnte diplom vedrører imidlertid ikke Jakob Nielsen, men johanniter- munken Jakob Halvegge (seglet er desværre gået tabt). I diplom (8) nævnes Jakob Nielsen ganske vist, men han besegler det ikke. 2 Følgende kommer i betragtning: Thiset (litt.: 3), Axi 2 til 10 og Petersen, (litt.: 1) nr. 302 og 438. Heraf viser Axi 2, 3, 5 og 438 allerede den nævnte sløjfe på tegningen af seglet. Et nærmere studium af de originale segl 4, 6 og 10 giver det resultat, at sløjfen også der er synlig. De originale segl med de øvrige numre, Axi 7, 8, 9 og 302, har jeg ikke set. Sophie og Anna Grubbes gravsten fra ca. 1562 (291). Tegningen er udført af Søren Abildgaard, 1756. Den eneste autentiske kilde med en slags korsvåben, jeg kender, er gravstenen fra ca. 1562 over Sophie og Anna Grubbe, hvis bedstemor var Mette Halvegge (291). En tegning, som Søren Abildgaard lavede i 1756, viser en meget stærkt slidt sten, hvis tekst allerede dengang ikke kunne rekonstrueres. ”Korsvåbnet” forneden til højre er utvivlsomt også et resultat af slid. Allerede ca. 1670 lavede Resen (litt.: 2, s. 73) en skitse af våbnet, der ikke var så meget bedre (teksten var dengang endnu til at tyde). Jeg formoder derfor, at forfatteren af leksikonet fra 1787 bygger på en unøjagtig beskrivelse af Resens tegning. Man kan altså forestille sig en udvikling, hvor den venstre figur i illustrationen nedenfor viser originalen fra 1562, den midterste er den eksakt gengivne tegning af Resen fra 1670, og den højre figur viser leksikonartiklens forfatters fortolkning fra 1787. Leksikonets fremstilling er også havnet i internationale våbenbøger (f.eks. Rietstap). I DAA (1896) rangerer korsvåbnet dog allerede som urigtigt. Det er også bemær- kelsesværdigt, hvordan hjelmtegnets vesselhorn har udviklet sig til ørnevinger! Jeg ved ikke, om dette våben blev betragtet som et Halvegge-våben, fordi Mette førte det, eller omvendt, om navnet Halvegge blev tillagt Mette på grund af hendes våben. Jeg har ikke set hendes slægtsnavn i en eneste original kilde. * * Navnet, altså i sin ældste form Halffwægge, findes i de danske biografiske håndbøger som Halveg eller Halvegge. Halvegge kan betragtes som den moderne danske skrivemåde, med samme udtale som Halffwægge (sammenlign: haffwer ? haver, scriffwe ? skrive, osv.). Den forkortede form Halveg er sandsynligvis en følge af den kendsgerning, at den borgerlige slægt (se p. 37) ikke brugte slægtsnavnet på landets sprog, men udelukkende i latinske tekster: Haluegius. Af den latinske skrivemåde kan man ikke se, om den danske ekvivalent har to eller tre stavelser. Måske har også navnet på Albert Haelwegh (se p. 46), som man med urette har betragtet som ætling af denne slægt, ledt på vildspor. Endelig er det også muligt, at det i virkeligheden er den yngste generation af slægten, der selv har besluttet sig for den forkortede form. Jeg vil i denne artikel konsekvent bruge skrivemåden Halvegge, uden hensyn til de hele tiden vekslende skrivemåder i kilder og henvisninger. Navnet Halvegge (og varianter) uddøde i Danmark, da Esbern Nielsen Halvegge døde i 1648. Men slægten har højst sandsynligt levet videre i Nederlandene. At der i dag er en familie Halveg i Danmark, skyldes et nyt vilkårligt valg af navn. * * * Den gamle slægt Halvegge De ældste generationer Niels Jensen af Kværkeby (Ringsted h.) pantsatte 1.9.1340 for 3½ mark sølv3 sine ejendomme i Avnstrup (Ringsted h.) til Jakob dictus Halvegge (1), broder i Johannitterordenen i Antvorskov kloster. Denne overdrog dem 15.1.1346 til Jens Bæger, for det samme beløb (4). Hans søn af samme navn, ridderen Jens Bæger, overdrog nu pantet – nu benævnt som gården Jonstrup, hvor Mikkel Lang tidligere boede – 4.12.1360 til Jakob Nielsen dictus Halvegge, uden at der er tale om en pantesum (8). Mens det hidtil tydeligt har drejet sig om, at et pant blev overdraget, lægger man nu mærke til, at den sidstnævnte allerede 4.3.1361 gav de samme ejendomme i pant – igen for 3½ mark sølv – til Kristoffer Eriksen, som om det var hans egen fri ejendom (9). Dette, sammen med den kendsgerning, at der i 1360 ikke nævntes nogen pantesum, tillader os at antage, at Jakob Nielsen var den oprindelige ejer Niels Jensens søn og arving, så at både ejendom og pantebrev kom i hans besiddelse. Det ser altså ud, som om Niels Jensen i begyndelsen pantsatte sit gods inden for familien (til sin bror?), og blot for tre måneder. Da betalingen udeblev, endte det med, at panttageren efter fem år gav godset videre til en udenforstående. Først efter tyve år fandt den endelige afvikling sted mellem sønnerne af de to parter. Men åbenbart kunne Jakob Nielsen egentlig ikke tillade sig det, for i løbet af få måneder pantsatte han det på ny. Niels Jensen af Kværkeby skødede i 1345 nogle gods i Snoldelev (Tune h.) til en vis Gynceke (3). Han nævnes yderligere 30.8.1346 som medlem af Sjællands landsting i Ringsted (5), og måske er han den samme som den Niels Jensen, ”Donatus ordinis beati Johannis in Antvorskov”, indgivet i Johan- niterordenen i Antvorskov, der 11.5.1348 skilte sig af med sin ejendom i Lille Elmue (Fakse h.) (7). I 1370 pantsatte Jakob Nielsen dictus Halvegge sine gårde i Gerlev (Horns h.), Tørslev (Horns h.; to gårde), Tolstrup (Særløse s., Voldborg h.) og Agerup (Hyllinge s., Flakkebjerg h.) til en vis Karl Jensen (10). Selve ejendommen kom senere i hænderne på Offo Petersen af Tørslev og hans hustru Ingerd Jensdatter, som i 1416 skænkede den til cistercienserklostret i Sorø (23). Pantebrevene, som Knud Andersen (Panter) til Svanholm (Horns h.) var kommet i besiddelse af, blev i 1429 afviklet af klostret med 60 mark sølv (31). September 1374 overdrog Helenborg Olufsdatter (Bille) sit gods i Førslev (Flakkebjerg h.) til Jakob Halvegge (11). Jakob Halvegge i Førslev – altså tydeligvis den samme – skødede 14.9.1395 en gård i Kvislemark (Flakkebjerg h.) til Åge Jepsen Krag (17), som 24.6.1411 pantsatte den for 16 mark sølv (21). Ligeledes i 1395 fik han alle Antvorskov klosters ejendomme i Førslev i leje for 4 pund korn om året (18). Endelig finder vi Jakob Halvegge 1378 (12), 1387 (13,14), 1394 (16), og 1408 (20, iFørslev); oftest er han med til at besegle dokumenterne som vitterlighedsvidne. Den illusion, at vi også i disse tilfælde har at gøre med Jakob Nielsen, ødelægges af diplomet af 31.12.1387 (13), hvorved der endnu hænger et segl med omskriften ”S[igillum] Jacobi Andree Halvegge”. Der må altså skelnes mellem Jakob Nielsen, aktiv 1360-70, og Jakob Andersen, der optrådte mellem 1374-1408. Med forbehold kan vi tilslutte os de viste sammenhænge i den nedenstående skema. Desværre er disse forbindelser ikke helt sikkert bevist, og vi kan formelt først begynde anelinjen med Jakob Andersen. Jakob Nielsen og johanniterbroderen Jakob er således løse elementer, der kun har forbindelse med de andre på grund af navnet Halvegge. Jens Nielsen og Niels Jepsen, der ses i skemaet, vil blive behandlet senere. Jakob Andreæ Halvegges segl (13) 3 En mark sølv svarede til 218 g sølv, til forskel fra en mark penge, som i begyndelsen (ca. 1100) havde den samme værdig, men indtil 1315 efterhånden sank til en tiendedel af værdien. 1410-1560 gjaldt følgende: 1 mark sølv = 1 lødigmark = 5 skilling grot = 45 skilling = 60 grot = 135 hvid = 180 sterling = 540 penninge. Desuden var 1 lybsk mark = 16 skilling = 192 penninge. Se litt.: Helms, s. 660. * * Evert (I) Halvegge Evert (I) Halvegge (28) I 1418 overtog Evert Halvegge en gård i Førslev som pant fra Per Raris for et beløb af 30 mark sølv (25). Per Raris havde kun et år forinden købt dette pant af Anders Lunge, ridder (24). Everts enke Johanne overdrog i 1442 pantebrevet til Antvorskov kloster (50). Derefter overgav Kirstine, datter af Per Raris, i 1443 også selve besiddelsen af godset til klostret. 30.10.1427 optrådte Evert Halvegge som medlem af Flakkebjerg herredsting (28). Det viser, at han boede i Førslev, og han beseglede med det samme våben som Jakob Andersen, så vi kan med fuld ret antage, at han var hans søn. Endelig blev Johannes gerning med pantebrevet fra Per Raris god- kendt og bekræftet af svigersønnen Peder Mogensen i 1458 (92). Denne Peder Mogensen fra Førslev, som bar slægtsnavnet Ravensberg, finder vi igen som medlem af Sjællands landsting 6.5.1472 (113), som medlem af en kongelig retterting 12.1.1485 (132), som beseglende vitterlighedsvidne 19.3.1485 (136) og som udsteder af en attest 26.8.1499 (174). Han havde en datter, Margrethe Ravensberg. Desværre nævnes navnet på Peders kone, der altså var datter af Evert Halvegge, ingen steder. I Markmand-genealogien (PHT 1894, s. 186) nævnes det, at gården i Førslev fra Evert Halvegge over hans datter (gift med Ravensberg) og datterdatter Margrethe er overgået til slægten Beck. Da man åbenbart ikke er bekendt med kilderne (24), (50) og (51), antager man, men med urette, at det drejer sig om et og samme gods, som Evert havde som pant af Per Raris. Spørgsmålet, hvordan dette så først kunne være kommet fra Everts far (Jakob Andersen) i hænderne på Per Raris, gav sandsynligvis anledning til den antagelse, at Per Raris var en svigersøn af Jakob, altså en svoger af Evert. Denne påstand i Markmand-genealogien, og også i DAA (1896) af den samme forfatter, har jeg ikke kunne få bekræftet i nogen original kilde, og derfor er den helt sikkert usand. * * Jep (II) Halvegge Også den følgende generation omfattede kun en mandlig Halvegge, som imidlertid har givet stof til omtale i en lang periode. Han forekommer i arkivalierne fra 1440 til 1499. Denne person ved navn Jep Halvegge brugte ganske vist i 1441 et andet segl end i 1449, men det sidstnævnte finder vi også under et diplom fra 1488, så der kan ikke være nogen tvivl om, at det i godt og vel et halvt århundrede drejer sig om en og samme person. Desuden blev han i 1499 betegnet som højt oppe i årene.
Jep (II) Halvegge Jep (II) Halvegge (1441: 48) (Fra 1449: 70.89,113,145) I et aktstykke fra 24.5.1440 (47) er han betegnet som moders søstersøn til brødrene Voldemar og Hans Evertsen Moltke. Desværre oplyser denne kilde ikke hans mors navn. Gentagne gange finder vi Jep som medlem af et ting. Han besegler her kontrakter eller vedtægter. Muligvis hang det sammen med denne funktion, at han snart udskiftede sin oprindelige seglstampe med en ny og bedre. I denne egenskab finder vi ham 30.4.1457 på det fælles ting for de ”thry herred” i Slangerup (89), 19.3.1461 på Bjæverskov herredsting (97), 6.12.1470 på Sjællands landsting (109), 6.5.1472 ligeså (blandt tingets medlemmer befandt sig også Peder Mogensen Ravensberg af Førslev og Peder Jensen Halvegge af Vindinge) (113), samt 12. eller 19.7.1480 på det longelige retterting (her deltog også Olof Halvegge) (123). 12.1.1485 (132) og 25.7.1488 (145) var han på kongens befaling medlem af en voldgiftsret. I det sidste tilfælde lod han sig dog repræsentere af sin søn Evert. Akten af 1485 fik endnu en kongelig bekræftelse 15.9.1486 (140). Yderligere bekræftede han 24.5.1440 (47). 28.1.1449 (70), 18.10.1482 (127), 30.11.1482 (129) og 19.3.1485 (136) diplomer med sit segl. At han optrådte på forskellige herredsting hænger sammen med, at han flyttede. Medens arvegodset efter faderen i Førslev var tilfaldet hans søster og svoger, havde Jep åbenbart selv besvær med at finde et passende sted at bo. 13.12.1441 blev han belenet med to gårde i Uglestrup (Lyndby s., Voldborg h.) af Jep Hemmingsen, vikar ved Bartholomæusaltret i Roskilde, for 3½ sk. plus 6 pund rug om året (48). I 1457 boede han i Rårup (89) 4. 1461 kaldtes han ”af Gørslev” (Bjæverskov h.) (97), og fra 1470 indtil det sidste diplom fra 1499 var han ”af Sneslev” og boede altså igen i nærheden af det sted, han stammede fra. 5 Aktstykket fra 26.8.1499 (174) vedrører et forhør af en række af egnens gamle naboer om den korrekte beliggenhed af et omstridt skel mellem nogle gods ved Skovkloster (det senere Herlufsholm), der tilhørte klostret. Jep Halvegge af Sneslev og også Per Mogensen (Ravensberg) af Førslev var til stede. Til slut skal endnu omtales to aktstykker, hvoraf det fremgår, at Jep Halvegge havde gårde i pant. Ved salget af Espeskovgård i Ørslev (Ringsted h.) 1.7.1478 (120) viste det sig, at en del af det årlige udbytte tilkom Jep Halvegge. 30.10.1482 solgte Voldemar Moltkes enke sine to gårde i Bøgebjerg og Atterup (Boeslunde s., Slagelse h.) til Henrik Meinstrup (128). Køberen påtog sig at afvikle lånet hos Jep Halvegge. * * Den sidste generation Jeps søn Evert (II) er ikke kendt fra nogen anden kilde end det allerede ovenfor nævnte diplom af 25.7.1488 (145), hvor han repræsenterede sin far. Det ser derefter ud, som om Evert er død, før han rigtig kunne nå at udfolde sig. 4 Der er forskellige meninger om, hvad der menes med Rårup. Ifølge H. Knudsen (litt.: s. 103-4) var det landsbyen Rorup (Torup s., Strø h.), ifølge Trap (bd. 5, s. 1000) var det godset Rårup, nu Katrinebjerg (Sengeløse s., Lille h.). 5 Vær opmærksom på, at der ligger landsbyer ved navn Førslev og Sneslev i nærheden af hinanden ikke bare i Flakkebjerg h., men også i Ringsted h. Især af beskrivelsen i (144) fremgår det på overbevisende måde, at det drejer sig om landsbyerne i nærheden af Fuglebjerg. Ifølge litteraturen havde Evert en søster Mette, der var gift med Villum Sort. Denne Villum Sort eller Svort, af slægten Baden, var byfoged i Lille Næstved (Flakkebjerg h.) og fik 28.1.1464 af abbeden i Skovkloster den fornemste gård på egnen i len mod en årlig betaling af 2 lødige mark (100). Han var på det tidspunkt endnu ugift, men betingede sig, at lenet ikke alene skulle gælde for hele hans eget liv, men også for den kvinde, der blev hans første kone. Måske spillede denne bestemmelse en rolle ved forestående ægteskabsforhandlinger. 7.6.1480 blev lenskontrakten fornyet (122). Deri nævntes også hans kone Mette. Meningen med den nye lenskontrakt var tydeligvis, at hans søn nu også skulle være omfattet af aftalen. Villum omtaltes i øvrigt på det tidspunkt som boende i Lekkende (Bårse h.). Mettes slægtsnavn er – som det var skik og brug – aldrig nævnt. At hun var en Halvegge, har man sandsynligvis sluttet af den kendsgerning, at Villum Sort i 1488 og senere boede i Sneslev på Jep Halvegges landejendom. Jep selv boede der i øvrigt også stadig i 1499. Sandsynligvis var han langt oppe i årene og blev plejet af datteren. Se diskussionen om hendes slægtsvåben ovenfor (under Navne og våbener). Villum Sort gav 10.4.1488 (144) og 7.4.1502 (178) møde på Flakkebjerg herredsting. 24.2.1489 (150) og 7.5.1508 (189) bekræftede han diplomer med sit segl. Han må være død ca. 1510. Der kendes to børn af Villum og Mette: Hans Villumsen, der fik gården i Lille Næstved i len, og Karine Villumsdatter. Sidstnævnte giftede sig med Jens Jepsen Grubbe (Sparre) og fik fire børn: Søren, Villum, Sophia og Anna Grubbe. Se yderligere om Villum Sort og hans familie hos Helms, litt.: s. 424-7. * * * JYL L A N D Vollerup Stenvad og FYN Vrå Em Sønder Vrå BØRGLUM Frøstrup Vesløs HAN GISLUM Torup Boldrup RINDS ONSILD Ålborg Villestrup HINDSTED Mariager Trudsholm GERLEV Herpinggård Viborg VANDFULD NØRLING STØVRING Holbæk-gård Holbæk ROVGSØ Randrup MIDDELSOM GALTEN Dronningborg Clausholm ULFBORG Rud Nielstrup Hornslet Rosenholm Staby Stadil HIND Sinding GJERN Skellerup Vadsted Voldby Ø. LISBJERG Holmsland HAMMERUM Silkeborg Sorring Tulstrup TYRSTING HASLE Århus VRADS Nørre Snede Langballe Vinding Grædstrup Øm-kl. Brande Grættrup Ring Brædstrup NØRVANG Våbensholm Donnerup Føvling Hårup Søndersthoved Give Åle Bygholm Horsens Løsning Ø. Snede Hedensted Stenderup Stubberup Ø. HORNE TØRRILD HATTING BJERRE Nørholm SKAST Fovrfelt Ribe Abildgård Rødding FRØS Davgård Ørum Hyrup Skærup HOLMANS Palsgård Barrit Barritskov SKOVBY Elved Odense ODENSE F Y N Hindsholm Viby BJERGE Slægten Væbner De ældste generationer I DAA (1946) begynder slægten Væbner med Peder Terkilsen i Føvling (Tyrsting h.), som i 1489 præsenterer sig med sit segl som medlem af denne slægt (149), men som findes nævnt allerede i 1482 som Peder Terkilsen af Føvling (130, 131). DAA antager, at Peders far Terkil erhvervede hovedgården Føvling ved giftermål fra slægten Hval, der endnu herskede der i 1455. I virkeligheden må slægten Væbner allerede dengang have boet længe i Føvling. Peder Terkilsen selv fik allerede 19.10.1458 et stykke øde land, Buskemark, i Føvling til eje (91, 107) af kong Christiern I som belønning for tro tjeneste af konge og fædreland. Her drejer det sig åbenbart om en forøgelse af familiegodsets jorder. Terkel eller Torkil var et sjældent forekommende navn, der af historikerne betragtes som karakteristisk for slægten Væbner (litt.: Barner, s. 15; PHT 1882, s. 53). Der kan derfor heller ikke være megen tvivl om, at Torkil Pedersen i Føvling, som 5.6.1432 solgte gården Donnerup i Åle (Vrads h.), var Peder Terkilsens far. Torlof Jensen Hval, der i 1455 omtales som ”af Føgligh” (85), er på denne tid (1448-62) nævnt forskellige gange, men altid i Aalborg og Vendsyssel. Det gør det usandsynligt, at han har boet i Føvling. At han i 1455 en gang var til stede på Vrads herredsting og der angav Føvling som sin bopæl, må have været et enkeltstående tilfælde. Terkel Pedersen nævnes endnu i 1453 (79). Det drejer sig om gårde i Ring og Brædstrup, som hans forfædre havde givet til Voer kloster, og som han nu selv forpagtede af klostret. Dette leder os den lige vej til et diplom af 1344 (2), hvori en Terkil Pedersen skøder det nævnte gods til klostret. Denne Terkil (I) må altså så være bedstefar til den førstnævnte Terkil (II). Brædstrup, Ring og Føvling, og det Grædstrup, der direkte nævnes, er steder, der ligger nær ved hinanden i Tyrsting herred. Vi møder endnu nogle gange den ældste Terkil. Et pantebrev fra Terkil Pedersen i Grædstrup til Øm kloster (Tyrsting h.), vedrørende en gård i Øster Snede (Nørvang h.), er dateret 1346 (6). 1376 skødede Terkil Pedersen et lille stykke jord i Skærup (Holmans h.) (ifølge litt.: DAA 1946; selve kilden har jeg ikke fundet), og 23.9.1391 tales om skifte af arven efter ham mellem hans enke Elysabet (der havde giftet sig igen med Wythy Wythys) og deres børn, der ikke er nævnt med navn (15). En Jens Henriksen i ”Feulingh” stiller os en gåde. I 1439 forpagtede han ejendomme i Ring og Brædstrup af Voer kloster (46), og i 1449 overtog han en gård i Langballe (Vinding s., Tyrsting h.), som Peder Terkilsen senere, i 1470 havde at gøre med (110). I 1453 tales om Jens Henriksens arvinger (80). I registret til ÆDA (litt.: bind I) regnes Jens Henriksen til slægten Væbner. Yderligere undersøgelser frembringer kun en Jens Heriksen ”af Føllingæ”, som i årene 1430-47 var aktiv i Halmstad (Halland) og omegn, hvorved antydes, at han boede i det nærliggende Fyllinge (Töndersjö h.) (32, 53, 55, 60). I det følgende lader jeg dette spørgsmål ude af betragtning. * * Peder Terkilsen Peder var en meget anset mand. Han var mange gange til stede på tinge: 1474 (115), 1488 (146, 147), 1489 (149, 151), 1494 (167), 1497 (171). Der står som oftest, at han var ”fra Føvling”, men han havde også mange andre ejendomme. Det er ikke umuligt, at han havde kongens gunst at takke for denne velstand. Vi har jo allerede ovenfor set, at kongen gav udtryk for sin velvilje mod ham. Hvad det var for fortjenstfulde gerninger for konge og fædreland, Peder gjorde, åbenbart allerede i en ung alder, er desværre ukendt. Men de har vel været af militær art. I 1466 bekræftede han at have fået Kempisgård og Kempislund, klostergods tilhørende Mariager kloster (Onsild h.) i len (102). Og to diplomer, der begge stammer fra 1482, siger, at han havde overtaget en gård i Stenderup (Hatting h.) fra Peder Madsen. Det er ikke klart, om det er den samme gård, diplomerne handler om, eller forskellige (130, 131). 6.3.1491 blev der afgivet erklæring om skelproblemer ved Peders gård i Barrit (Bjerre h.), hvor Søren Madsen boede (156). En Anders Skrædder, der tjente i Føvling, var 5.6.1470 medlem af Tyrsting herredsting (108) og fik 2.3.1472 et herredstingsvidne på Vrads herredsting (112). Peders tjenestefolk var åbenbart ikke bare de første de bedste. 3.6.1490 fik Peder Terkilsen fuldmagt af Thomas Krabbe på Herpinggård (Vandfuld h.) til at varetage hans interesser (153). Og 19.5.1490 optrådte han på vegne af arvingerne efter Owe Skale til Ørum (Bjerre h.) med hensyn til deres rettigheder til gods i Løsning (Hatting h.) og Stubberup (Hatting h.) (152). I 1491 sluttede han en kontrakt med Voer kloster (Tyrsting h.) om erlæggelse af renter, som klostret skyldte ham, i naturalier (159). Fra 1496 er et forligsbrev, udstedt til ham, sandsynligvis vedrørende skelstridigheder i Tyrsting herred (169). Og i 1504 skødede han en gård i Grættrup (Nørre Snede s., Vrads h.) til Voer kloster (181). Peder Terkilsen (149,152) I et diplom af 30.3.1549 (273) tales om et skøde fra 1502, hvorved Peder Terkilsen erhvervede Ørum skov. I 1512 tilhørte skoven Anne Owesdatter. Med diplomet af 1549 bekræftedes Peders søn Svends rettigheder til skoven. Med forbehold kan vi heraf slutte, at Anne, datter af Owe Skale, faktisk var Peders enke, sådan som det hævdes i DAA (1946). Medens Peder altså åbenbart endnu levede i 1502, taltes der i 1503 blot om hans arvinger (180), ligeledes i 1506 (185). 4.2.1510 blev der foretaget skifte af hans bo (192). Hans søn Owe Pedersens part blev udskilt fra de andre seks børn Gerlof, Terkil, Svend, Karine (gift med Claus Strangesen), Kirstin og Annes fælles arv. Owes arvepart omfattede Søndegård i Føvling, fire gårde i Bredlund (Vrads h.) og et hus i Grædstrup (Tyrsting h.). Årsagen til dette skifte er ikke klar. Moderen Anne Skale levede endnu, og døde først efter 1525 (221). * * Peders børn. Karine Pedersdr. (192) Terkil (III) Pedersen (192) Kirstin Pedersdr. (192) Svend Pedersen (195) Af de syv børn, som Peder Terkilsens bo blev skiftet mellem, er det kun Terkil og Svend, der findes oplysninger om i større omfang. Om Gerlof får vi intet mere at vide. Ved skiftet blev han omtalt som Mester Gerlof. I 1503 fik Peder Terkilsens arvinger, hvis navne ikke nævnes, bekræftelse på deres ejendomsret til Høvelskærbjerg og Høvelskærfang, der stammede fra Owe Skales bo (180). Til dette skovområde hørte også Toltingkrogt, men to stykker jord på Hyrup Lysse var udtrykkeligt udskilt derfra. En stævning fra arvingerne til Mandrup Holk af 2.3.1506 (185) og et herredstingsvidne til fordel for Terkil Pedersen af 29.6.1510 (193) tyder på vedvarende skelproblemer ved disse ejendomme. Se også herom i afsnittet Svend Pedersen. Sønnen Owe er kun nævnt nogle gange (1533, 1542) i sagen om Toltingkrogt (se dito). Kirstin forekommer endnu en gang i et diplom af 26.7.1529. Her fremgår det, at hun nogle gange havde ladet sig repræsentere på Hatting herredsting af Søren Andersen i Hyrup (Bjerre h.). Hun boede selv i Ørum (Bjerre h.). Anna skal, ifølge DAA (1946), have haft en søn Peder Madsen til Fovrfelt (Skast h.) og må altså have været gift med en Mads. Kilden hertil har jeg ikke fundet. Karine solgte 9.2.1513 en rente af en ejendom, hendes mand Claus Strangesen (Bild) havde efterladt sig (195). Han må altså være død mellem 1510 og 1513. Hendes bror Svend var formynder for børnene. Med et diplom af 6.4.1522 solgte Karine, der skrev sig til Nørholm (Ø. Horne h.), forskellige ejendomme til Mogens Gøye. Det drejede sig om en gård i Søndervrå, to i Stenvad, en i Em og to i Vollerup, alle i den nærmeste omegn af Vrå (Børglum h.), og tilsammen betegnet som Torbernefeldsgodserne (210). 23.11.1524 fandt et mageskifte sted mellem Karine og hendes sønner Niels og Torkil Clausen samt yderligere (mindreårige) børn på den ene side og kronen på den anden side. Det drejede sig om ejendomme i nærheden af Nørholm (Ø. Horne h.) (214). * * Terkil (III) Pedersen og hans børn Om Terkil Pedersen findes der oplysninger fra et halvt århundrede, første gang i forbindelse med sagen om Toltingkrogt (se ovenfor samt under afsnittet Svend Pedersen nedenfor). I en voldgiftsdom af 30.10.1527 blev det bestemt, at bl.a. Terkil Pedersen til Føvling måtte gøre brug af en vej over et privat område ved Trudsholm (Gerlev h.) (231). I 1532 var han selv tre gange medlem af en voldgiftsret, de to gange sammen med sin bror Svend (242, 243, 244). I en dom af 1537 blev hans krav på gården Kalstrup (Staby s., Ulfborg h.), som han havde købt 29 år tidligere, kendt berettiget (ifølge litt.: Trap, bd. 22: Staby s.; kilden er ukendt). I sit eget nabolag, på Føvling mark, forpagtede han et stykke eng af kirken. Det blev dog givet ham til ejendom 13.6.1542 (257). Og 4.5.1546 skødede han gods i Tulstrup, Sorring og Skellerup (alle i Gjern h.) til kronen i bytte for gods i Tyrsting herred (267). 23.10.1553 fik Terkil Pedersen til Føvling med en udtalelse af Kongens Retterting stadfæstet sin hævd på en ejendom i Hårup (Føvling s., Tyrsting h.), som Lage Brock med urette havde gjort krav på og taget i brug (275, 276). Kronen lånte 30.8.1563 en sum på 160 lod sølv af Terkil. Til gengæld fik han tienden af Føvling sogn (294). Det var sidste gang, Terkil manifesterede sig i live. Et år senere, 9.8.1564, købte hans enke, Brigitte Josipsdatter Rekhals, nogle renter af forskellige gods af Kronen. Ifølge DAA (1946) levede Brigitte endnu i 1567. Også ifølge DAA må Terkil ikke bare have boet i Føvling, men også i Søndervang (Hind h.), Søndersthoved (Nørvang h.) og Abildgård (Tørrild h.). Kilden til denne oplysning kender jeg ikke, og jeg tvivler på, at den er rigtig. Peder Terkilsen (332) Terkils eneste søn Peder finder jeg første gang i et personligt brev fra Karen Gyldenstierne til Bygholm (Hatting h.) til Birgitte Bølle til Gunders- levholm (Flakkebjerg h., Sjælland) af 3.10.1574, hvori hun fortæller de seneste nyheder. Det drejer sig bl.a. om Peder Terkilsens forestående bryllup med Else Juul (314). Ifølge Trap ( litt., bd. 21: Brande s.) fik Peder ved dette giftermål gården Brandholm (Brande s., Nørvang h.), som senere gik i arv til hans fættersøn Claus Strangesen († 1596). Et diplom af 28.12.1579 bekræftede hans krav på tienden af Føvling sogn, som hans far havde erhvervet i 1563 (294, 331). Da kronprins Christian IV blev hyldet af adelen 13.7.1580, var Peder en af deltagerne (332). Et år senere, 15.7.1581, stod hans navn i en ind- kaldelse, hvormed kong Frederik II mobiliserede sine adelsmænd (333). I et brev af 13.9.1583 fra kongen til biskoppen i Århus blev sidstnævnte pålagt ved valget af en præst til Føvling sogn at tage den, som Peder Terkilsen foretrak, da han blev anset for den største autoritet i sognet (338). Ifølge DAA (1946) blev Peder begravet 15.8.1587 som sidste mand i sin slægt. I et skifte af 1.2.1589 efter Axel Juell og Kirsten Lunge blev deres datter omtalt som Ellitse Juell på Væbnersholm, Peder Terkilsens enke (344). Ifølge DAA (1946) var Ellitse født 22.6.1550 på Villestrup (Hindsted h.). Vi finder hende igen i en kongelig indbydelse af 28.11.1592 til en fest, der skulle afholdes i anledning af hofmarskal Predbiørn Bilds bryllup (350), og i et brev af 10.12.1592, hvori alle adelsfolk i Nordjylland blev opfordret til at yde deres bidrag til opførelsen af en retsbygning i Viborg. Ellitse Juell af Væbnersholm var god for 5 dlr. (351). I 1610 blev hendes krav på den allerede ovenfor nævnte gård Kalstrup anerkendt, efter at hun året forinden havde afviklet den gæld, der hvilede på den (litt.: Trap, bd. 21: Brande s.). Det er påfaldende, at vi først møder navnet Væbnersholm for godset i Føvling kort efter den sidste mandlige Væbners død. Det kan vel ikke være noget tilfælde: Måske har der her fundet en helt bevidst navngivning sted, for at slægten kunne leve videre i erindringen. Men det vil ikke uden videre sige, at ”Væbner” var slægtsnavnet. Det kan også bare betyde, at det var et hus tilhørende væbnere, eller hvor væbnere boede, altså et adeligt hus. Peders søster Maren Terkilsdatter kender vi kun fra hendes gravsten i Stadil kirke (Hind h.). Desværre er dødsdatoen ulæselig. Hendes mand var Erik Vognsen til Søndervang (Hind h.) (381). Det må være en forkert tolkning af våbnene på denne gravsten, der har ført til, at slægten Vognsen i nogle våbenbøger prydes med Væbner-våbnet. Utvivlsomt hænger det også sammen med det, at DAA (1946) har digtet en søster ved navn Edel til Peder. Det er et kønt citat af en våbenbog, som DAA anfører som (eneste) kilde: hendes Navn og Vaaben har jeg seet hos Bønderfolk indsyet udi en Drejels Dug paa Holmsland, som ligger en Mil fra Søndervang. I virkeligheden drejer det sig om Marens datter, Edel Vognsen. Hun giftede sig med Godske Krabbe, og på den måde kom Væbnersholm i slægten Krabbes besiddelse (371, 375) (litt.: PHT 1882, s. 52). Godset findes endnu og hedder nu Våbensholm. Hovedgården Søndervang gik ifølge Trap (litt.: bd. 22: Stadil s.) fra Josip Rekhals via Terkil Pedersen i arv til Erik Vognsen. Peders anden søster Inger Terkilsdatter, enke efter Envold Lauritsen Udsen til Søndersthoved (Nørvang h.) finder vi 10.7.1578 (327) og 23.9.1578 (329) i forbindelse med et mageskifte. 4.7.1582 fik hun tilladelse til at betale korntienden af Give sogn (Nørvang h.) i penge i stedet for naturalier (334). Der har måske også været en tredje søster, Christence. Det kommer jeg tilbage til i det følgende. * * Inger Terkilsdr. (329) Svend Pedersen og hans børn. Efter at arvegodset var blevet skiftet i 1510, trådte Svend Pedersen for første gang synligt frem, da han 9.2.1513 nævnes som formynder for sin søster Karines børn (195). I 1525 fik han sammen med sin mor en gård i Ørum (Bjerre h.) i len af biskoppen af Århus (221). 20.5.1527 skødede han jord på Daugårds Mark (Hatting h.) til Mogens Gøye (228). I 1532 nævnes han to gange som medlem af en voldgiftsret sammen med sin bror Terkil (243, 244). I 1545 var han sammen med Hans Svend Pedersen (195) Id. (272) Stygge, amtmand på Silkeborg, vidne i en strid mellem nogle andre om noget ejendom (266). 30.3.1549 beviste Svend Pedersen til Ørum for Viborg landsting ved hjælp af sine forældres skøde sine rettigheder til Ørum skov i en strid med St. Hans kloster i Horsens (273). Et kongeligt lensbrev af 1.11.1558 på ejendomme i Boldrup (Gislum h.) og Torup Mark (Rinds h.) til Hans Stygge, amtmand på Dronningborg, nævner Svend Pedersen som den forrige indehaver af lenet (282). 15.9.1533 dømte en bisperet i en strid mellem Svend Pedersen til Ørum og Mandrup Holk til Barritskov om skellet i Hyrup Lysse. Svend Pedersen havde dræbt en af Mandrups tjenestekarle, der var i færd med at fælde et træ på det omstridte område. Retten dømte, at træet stod på Toltinggårds område, og den tilhørte Mandrup Holk (245). Medlem af denne ret var også Otto Gyldenstjerne, amtmand på det kongelige slot Bygholm. Han greb åbenbart chancen efter Svends nederlag og fik samme år udvirket en dom, der sagde, at skoven Toltingkrogt udgjorde en del af to udskilte jorder (se ovenfor) og derfor tilhørte Kronen. Ni år senere blev dette berigtiget. Svend, Terkil og Owe Pedersen anklagede Otto Gyldenstjerne for ubeføjet at have ladet Toltingkrogt i Hyrup Lysse fælde, og 18.6.1542 fik de ret ved Kongens Retterting (259). Dermed var tvistigheden ikke forbi. 15.1.1558 indgav Peter Skriver i Svend Pedersens navn en klage over uretmæssig brug af jord i Hyrup Lysse (280), og 12.2.1560 stævnede Svend og Terkil Pedersen nogle grundejere for retten for uretmæssig markering af skel på deres område (285). Ved den udførlige retsforhandling 27.4.1560 for landsretten i Viborg kom det frem, at der fandtes et kongebrev af 19.2.1526 (224), hvori der stod, at mens man ventede på en endelig fastlægning af skellet, var det forbudt at opsætte markeringer af det. Den endelige fastlægning af skellet var aldrig sket, fordi skødet var bortkommet. Nu var skødet heller ikke dukket op, så retten kunne ikke gøre andet end på grundlag af kongebrevet at erklære opsætningen af markeringen af skellet for ulovlig (286). Kort tid senere, 21.6.1560, blev en af dem, det vedrørte, endnu en gang, af ukendte årsager, stævnet for retten alene (287). Åbenbart ville myndighederne nu have sat punktum for sagen. Toltingkrogt blev tildømt Kronen, og Svend og Terkil Pedersen måtte betale en godtgørelse for deres brug af jorden. Om det traf de en aftale med Holger Rosenkrantz, den nye amtmand på Bygholm slot. Den blev 4.7.1561 bekræftet af kongen (288). Ifølge DAA (1946) var Svend gift med Mette Glob, datter af Mogens Pedersen Glob på Vesløs- gård (Han h.) og Kirsten Friis. Mette Glob levede endnu i 1567. Kilden til dette har jeg ikke fundet. Svend Pedersens søn Peder Svendsen repræsenterede i 1560 sin onkel Terkil for Nørrejyllands landsting (286, 287). Ved et kongebrev af 5.7.1561 blev han udnævnt til medlem af en voldgifts- kommission, der skulle mødes 15.9.1561 i Ribe på grund af en konflikt i Rødding (Frøs h.) om ejendom (289). 30.8.1563 lånte Peder 132 lod sølv til Kronen og modtog til gengæld tienden af Hedensted sogn (Hatting h.) (295). Han faldt i slaget ved Svarterå 20.10.1565 (300). 9.9.1589 blev det pålagt kongens rentemester at udbetale 80 dlr. til Jens Mogensen, penge, som hans far (Mogens Mogensen Harbou) og onkel (moderens bror Peder Svendsen) havde lånt kong Frederik II til krigen (345). Dette stemmer overens med den oplysning i DAA (1946), at en søster Kirsten Svendsdatter var gift med Mogens Mogensen Harbou på Sindinggård (Hammerum h.). Ifølge Trap (litt.: bd. 21: Ørum s.) er Ørumgård på den måde kommet i slægten Harbous besiddelse og senere slægten Billes. Kirsten, enke efter Mogens Mogen- sen, blev 11.6.1572 anklaget for Kongens Retterting i København af Anne Lykke, enke efter Otte Krumpen, fordi hun havde ladet slå hø på Annes jord. Klagen blev henvist til landsretten i Viborg (309). Hans Stygge og Christence på deres gravsten (Litt.: Jensen, bd. III, s. 80) 16 Et år senere, 21.5.1573, stævnede Kirsten på sin side Anne Lykke for rettertinget på Dronning- borg i en konflikt om besiddelsen af sandsynligvis den samme jord i Randrup (Middelsom h.) (311). Den allerede nævnte Hans Stygge på Holbækgård (Rougsø h.) var gift med en Christence († 1556), som ifølge hendes gravsten i Holbæk førte Væbner-våbnet (277). DAA (1946) betragter denne Christence som en anden søster af Peder Svendsen og siger videre, at Hans Stygge døde 31.10.1568. Desuden kender DAA en Christence Terkilsdatter Væbner, gift med Thomas Stygge til Frøstrup (V. Han h.), ogdå foged på Dronningborg, død 1577 og begravet i Lunde. Ifølge DAA (1921: Stygge) var Hans og Thomas grandnevøer af den samme generation, oldebørn af den samme oldefar, og ca. 1551 var den ene høvedsmand, den anden drost (foged) på Dronningborg, den ene gift med Christence Svendsdatter, den anden med Christence Pedersdatter (!) Væbner. Ifølge Barner (litt.: s. 238) var Hans Stygge derimod en generation ældre end Thomas, og den første giftede sig med Christence Svendsdatter og den anden med Christence Terkilsdatter Væbner. Da det også er usandsynligt, at Svend skulle have haft to forskellige døtre Kirsten og Christence – navne, der nærmest er identiske – kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der her er tale om forveksling af personer, idet en forfatters skrivefejl måske er blevet overtaget af andre skrivere. I mangel af yderligere autentiske oplysninger begrænser jeg mig (i skemaet) foreløbig til det, der bekræftes af gravstenen i Holbæk. * * * 17 generation: 1290 1320 1355 1390 1425 1460-80 (Peder) Terkil Pedersen (I) i Gestrup, nævnt 1344-76 enke, nævnt 1391 (Peder) Terkil Pedersen (II) i Føvling, nævnt 1432-53 Peder Terkilsen i Føvling, nævnt 1458-1502 † 1502/03 … Anna Skale nævnt indtil 1525 datter af Owe Skale
? Christence ¬ Holbæk 1556 … Hans Stygge foged i Dronningborg † 31-10-1568 ¬ Holbæk Inger nævnt 1578-82 (enke) … Envold Lavritsen Udsen i Søndersthoved Maren ¬ Stadil … Erik Vognsen i Søndervang Peder i Føvling nævnt 1574-87 … 1574 Ellitze Juel i Væbnerholm (1592) * Villestrup 22-6-1550 datter af Axel Juel og Kirsten Lunge Peder nævnt 1561-65 ‡ Svarterå 20-10-1565 Kirsten … Mogens Mogensen Harbou i Sindinggård SJÆLLAND STRØ Helsingør Torup Halsnæs Ølsted LYNGE Havelse Skævinge Sjælsmark SKIPPINGE Dragsholm ODS Gerlev Tørslev Svanholm Slangerup JØRLUNDE Ølstykke Blovstrød Hørsholm STØVNÆS Bjergesø Skippinge Vallekilde Holbæk HORNS Selsø SØMME SMØRUM Katrinebjerg København Kalundborg TUSE Tåstrup Lyndby Bistrupgård Sengeløse ARS Sønder Jernløse Torkildstrup Herslev Uglestrup Roskilde LILLE St. Fuglede MERLØSE VOLDBORG Særløse Vindinge Reerslev TUNE Amager LØVE Tolstrup RAMSØ Snoldelev K. Helsinge Høng Avnstrup Jonstrup Borup Højelse Finderup ALSTED RINGSTED Svenstrup Ølby Stillinge Slagelse Sorø Sorø-kl. Bringstrup Kværkeby Ringsted Sneslev BJÆVERSKOV Gørslev Ørslev Køge Antvorskov-kl. Tyvelse SLAGELSE FLAKKEBJERG Næsby TYBJERG Førslev Korsør Atterup Boeslunde Bøgebjerg Fuglebjerg Gunderslevholm Sneslev Førslev Kalkerup FAKSE STEVNS Fyrendal Hyllinge Skov-kl. V. Egede Værløse Kvislemark Agerup Herlufsholm Toksværd Holsteinborg Saltø L.Næstved Karrebæk Næstved Dysted L.Elmue Gavnø Vejlø HAMMER Sværdborg BÅRSE Lekkende Stege Elmelunde MØNBO HORSLUNDE Sandby Branderslev Hellenæs ARNINGE Havløkke Østofte Maribo N. FALSTER S. MØN FUGLSE MUSSE Gerringe L O L L A N D Ålholm Den yngre slægt Halvegge Herkomsten Ifølge Danmarks Adels Aarbog (1946) var Jens Olafsen en Væbner af herkomst, men alligevel besluttede han (eller hans efterkommere) af en eller anden grund at føre sin mors navn (Halvegge). Denne opfattelse, der uden tvivl bygger på den tanke, at Jens angiveligt førte Væbnernes slægtsvåben, er for mig at se på ingen måde nogen selvfølge, og den er en diskussion værd, ikke mindst fordi vi jo nu har set, at de pågældende personer konsekvent har anbragt et distinktivum i deres våben, for at de helt klart kan skelnes fra Væbner-slægten. Teoretisk er der fire muligheder:
Idet jeg går ud fra, at den enkleste løsning er den mest sandsynlige, anser jeg rækkefølgen af sandsynlighed for at være c – b – a. Jeg antager altså, at Olaf var en Halvegge, og lader det stå hen, om hans kone måske var en ”Væbner”. Den måde, hvorpå Olaf havde forbindelse med slægten Halvegge, er derpå ganske tydelig, hvis man lægger mærke til, hvad hans børnebørn hed. Jens Olafsen havde fire sønner (i ukendt rækkefølge): Anders, Olaf, Awe og Peter. I første omgang må to af børnene være opkaldt efter deres bedstefædre, Olaf og Awe Steegh. De navne, der derefter er til overs, Anders og Peter, må være lånt fra den forudgående generation. Anetavlen nedenfor antyder så, at enten Olafs far eller hans svigerfar har heddet Anders. I lyset af betragtningerne ovenfor påkalder Anders, Jep Halvegges far, sig umiddelbart vor opmærksomhed, hvorefter det hele passer sammen som et puslespil. Denne overvejelse af sandsynligheden giver ikke noget direkte bevis for Olafs afstamning. Men en ting er tydelig: Den vane i litteraturen at betegne Olafs efterkommere med navnet Væbner er i hvert fald en misforståelse. Selv hvis mulighed a skulle være sandheden, måtte man tænke på, at Olaf levede i det 14. århundrede, medens navnet Væbner – hvis det overhovedet nogensinde blev brugt – er opstået tidligst i det 16. århundrede i en anden slægtsstamme, længe efter at Olafs efterkommere havde tilegnet sig navnet Halvegge. (De tynde linier med pile opkaldelsen efter forfædrene) * * Jens Olafsen I diplomerne forekommer Jens Olafsen eller Joannes Olaui første gang 29.4.1416. Han havde på det tidspunkt sæde i Sjællands landsret og blev nævnt som ”provisor claustri sanctimonialium in Gabenø”, forvalter af nonneklostret på Gavnø (22). Dominikanerklostret på Gavno (Vejlø s., Hammer h.), stiftet i 1403, var et biskoppeligt len. Den forvalter, der havde lenet, fik indkomsten af det, men havde også ansvar for nonnernes underhold (litt.: Trap, bd. 9: Vejlø s.). Sandsynligvis var Jens Olafsen klostrets første lensmand. Derefter genfinder vi ham kun i hans egenskab af svigersøn til Kirstine Pedersdatter, Awe Steeghs enke. Denne enke havde tre børn: præsten Peter Steegh og døtrene Mette (gift med Conrad Massow) og Jens Olafs Halvegge (29) Helena (gift med Jens Olafsen). De optræder hyppigt sammen som Awe Steegs arvinger. 18.5.1429 solgte de en gård i Køge til kong Erik (29). Bytinget i Køge bekræftede dette 28.7.1429 (30). Peter Steegh, kannik i Roskilde, gjorde testamente 15.7.1421. Af det fremgår det, af han sammen med sin mor havde oprettet et alter i Mariakapellet i Roskilde domkirke. Altret skulle vies til apostlen Bartholomæus. Bortset fra nogle legater testamenterede han alt, hvad han ejede, til dette alter. Da Conrad Massow er nævnt, men ikke Jens Olafsen, får man det indtryk, at Helena på det tidspunkt ikke var gift. Peter levede åbenbart i ti år, efter at han havde været syg i 1421. 17.7.1431 var testamentet endnu ikke trådt i kraft. Den dag oprettede de et ”evigt vikariat” i forbindelse med det nævnte alter og skænkede til dette formål det gods, Awe Steegh havde efterladt til dem. Vikarerne skulle ansættes af kapitlet efter familiens anbefaling. Den første var præsten Jakob Henningsen. Helena var i dette diplom enke efter Jens Olafsen (34). Jens må altså være død mellem juli 1429 og juli 1431. Peter Steegh døde ifølge Liber Daticus Roskildensis 19.7.1431 (35), hans mor 14.3.1433 (37). På kapitlets ”anniversarieliste” fra 1458, 1459 og 1461 forekommer poster på hver 2 sk. grot på Peter Steeghs og Christine Steeghs navn (93, 95, 98). Ovenstående betragtning er på ingen måde overbevisende. Det pludselige spring fra 15.7.1421 til 17.7.1431 er mistænkeligt. I den trykte version af Liber Daticus (35) skrives dødsdatoen således: ”19.VII.1421 (rettere 1431)”. At Helena Steegh ikke var gift i 1421, og i betragtning af at Jens Olafsens børn allerede i 1435 var myndige, gør det troligt, at der ikke kun i Liber Daticus, men også i testamentet er nævnt et forkert årstal, og at det hele er sket i juli 1431, da Helena Steegh war enke. De Model af Roskilde Domkirke fra ca. 1730. Pilen peger på Mariakapellet. to kilder er samtidige og stammer fra den samme kreds (kapitlet i Roskilde), og den første version af dem er muligvis skrevet med samme hånd. Jakob Hemmingsen betegnedes endnu i 1441 som vikar. På det tidspunkt gav han Jep Halvegge (af den gamle stamme!) en af de gårde, der udgjorde vikariatets kapital, i lenet (48). Idet vi strejfer præsten Jakob Hemmingsen, kan vi stille det spørgsmål, hvem enken Birgit Hemmingsdatter, enke efter Grib Jensen (Jernskæg) til Bråde var, som 23.6.1482 solgte sin gård i Skippinge (Vallekilde s., Skippinge h.) og beseglede med den bevæbnede arm (med sløjfe!) (126). Det er altså sandsynligt, at også Jakob Hemming- sen hørte til denne familie, og at vikariatet i virkeligheden havde til formål at skaffe de præster, der var i familien, en indkomst, en situa- tion, der ikke var ualmindelig. Grib Jensen var allerede i 1436 lens- mand på Bråde (nu Holsteinborg, Flakkebjerg h.), og også Jens Olafsens søn Peter boede på Bråde og i Vallekilde, hvilket ligeledes peger på en familieforbindelse (litt.: Trap, bd. 8: Holsteinborg s.). 8.6.1435 bekendtgjorde biskoppen af Roskilde, at indvielsen af altret, som indtil da var blevet fejret tredje søndag efter pinse, for fremtiden skulle fejres søndag efter 9. juli. Dette år betød det altså en Birgit Hemmingsdr. (126) udsættelse fra 26. juni til 15. juli (38). Nogle uger senere, 22.7.1435, bekræftede biskoppen endnu en gang, at han var indforstået med vikariatet og de betingelser, der var knyttet til det (39). Først i 1456 nævnes Bartholomæus-altret igen. I et brev fra paven af 28.9.1456 nævnes Olaf Jensen (Halvegge), kannik i Roskilde, som vikar ved altret. Han byttede det på det tidspunkt med Joachim Grubbe, der således derefter var vikar (88). Det kommer vi nærmere ind på i forbindelse med Olaf Jensen. Et halvt århundrede senere, i 1506, viser det sig, at altret stadig spiller en rolle i familien (184). Da domkirken ved Reformationen i 1536 kom over på lutherske hænder, blev vikariatet ophævet, og de ejendomme og fonde, der hørte til det, blev givet tilbage til givernes arvinger. Mariakapellet, der var bygget i 1310, blev revet ned i 1774 for at give plads til et endnu større kapel til kong Frederik V’s grav. Det gamle kapels udsmykning og altså sandsynligvis også Bartholomæus-altrets blev solgt ved en stor auktion over kirkeinventar i 1806. Mariakapellet, der lå som en tilbygning midt på kirkens sydside, var 10 m langt og 8,5 m bredt, sidevæggene 7,8 m høje (målt fra kirkegulvet). Kapellets gulv var højere end kirkegulvet, og man kom derop ad seks trappetrin fra kirkeskibet, gennem en 2,8 m bred port med buegang. Over kapellet var der en hvælving med et kalkmaleri (litt.: Danmarks Kirker, IV. 3, s. 231-233). Til op i det 17. århundrede var der efterkommere af slægten, der var vikarer ved Roskilde domkirke, eller de havde på anden måde nær tilknytning til denne kirke. Det kommer jeg tilbage til senere. * * Anders Jensen Anders Jensen til Havelse (Ølsted s., Strø h.) forekommer første gang i et aktstykke af 17.6.1431 (33). I det godkender biskoppen af Roskilde det regnskab, som Anders havde aflagt i forbindelse med forvaltningen af bispens gård i Selsø (Horns h.). 21.5.1436 blev han af priorinden og konventet i St. Agnes kloster i Roskilde valgt til forvalter (40). Derefter optræder han i denne funktion i mange aktstykker. Tre gange finder vi en godkendelse af hans administration. 30.1.1438 (42) og 24.6.1439 (45) takker priorinden og konventet ham og hans kone. Anders Jensen Halvegge (43,59,77,78) 22.8.1448 (62) er det biskoppen, der takker. Åbenbart er der i mellemtiden sket ændringer i de hierarkiske forhold. 22.8.1436 fik Anders Jensen skødet et stykke jord i Herslev (Sømme h.) af Gyøde Andersen (41). Tilføjelsen ”for sin (giverens) sjæls skyld” gør det tydeligt, at Anders optrådte i embeds medfør for klostret. Men 8.5.1448 købte han selve ejendomsretten til et hus i Roskilde (61), efter at han allerede 9.3.1446 havde erhvervet det dertil hørende pantebrev (56). At det nu drejede sig om en privat transaktion, ser man af de følgende aktstykker: 5.3.1449 skænkede Anders selv den samme gård til vikaren ved Maria Magdalene-altret i Roskilde domkirke, og til gengæld skulle denne hver uge afholde en messe for Anders’ og hans kones sjæles frelse (71). I andre tilfælde er det desværre ikke klart, om han optræder som privatperson eller i embeds med- før. 17.4.1450 overtog han et hus i København (74, 75), og 13.9.1454 modtog han fire gårde, der lå forskellige steder, som pant af Axel Lawesen (83). Den kendsgerning, at disse diplomer ikke stammer fra klosterets arkiv, gør det mest sandsynligt, at det var private transaktioner. Anders’ kone Cecilia Kragh, datter af Peter Kragh til Bringstrup (Alsted h.), skænkede 10.7.1438 en gård i Sværdborg (Hammer h.) til St. Agnes kloster, og til gengæld skulle der tre gange om året afholdes en højtidelighed for Cecilias, hendes tidligere mand Niels Ingvarsen (Griis) og deres søn Erik Nielsens sjæles frelse (43). To uger sener, 25.7.1438 modtog hun selv gods i Sønder Jernløse (Merløse h.) af klostret, hvorfor hun skulle betale 12 pund korn om året (44). Dette må have været meget fordelagtigt, for det blev udtrykkelig fremstillet som en gunstbevisning på grund af de gaver, hun tidligere havde givet. Det er i øvrigt ikke klart, hvad der var meningen med denne overenskomst. Hun skulle sikkert ikke bo på ejendommene selv, for der står om Anders i hele hans liv, at han boede i Havelse. I et diplom (44) nævnes i forbigående, at Cecilia før sit ægteskab boede i Næsby. Cecilia havde ligeledes oprettet et alter. 3.5.1442 skænkede hun St. Clara kloster i Roskilde to gårde i Thorkildstrup (Voldborg h.) på den betingelse, at en del af udbyttet blev givet videre til det St. Anne-alter, hun havde oprettet i Gråbrødreklostret, hvor hun også havde valgt sit sidste hvilested (49). 4.3.1444 forpligtede broder Mathes Henriksen, tilsynsførende ved Gråbrødreklostret, sig til dagligt at læse en messe ved St. Anne-altret for Anders Jensens og Cecilia Kraghs sjæles frelse. Hans forgænger havde fået 300 mark for det, samt nogle andre forpligtelser, som er nævnt i det tidligere aktstykke (52). 26.4.1447 var Anders Jensen medlem af Sjællands landsting (57). 14.5.1447 blev han og hans kone optaget i klostret i Maribo (Musse h.) ”i vort broderskabs skød” (intra gremium fraternitatis nostre), med alle de rettigheder, der var forbundet med det, ”på grund af den hengivenhed, de har over for vor orden” (exigente affectu, quo ordinem nostro diligitis). Dette var en slags æresmedlemskab, hvorved de også posthumt stadig blev betegnet som velgørere (58) . 23.4.1445 (54), 19.5.1447 (59), 1448 (67), 20.5.1452 (77) og 17.9.1452 (78) beseglede han dokumenter, og 30.3.1452 og 11.4.1454 var han i embeds medfør involveret i en konflikt vedrørende præsten i Store Fuglede sogn (Ars h.) (76, 81). For Sømme herredsting afgav Owe Pedersen fra Ølstykke (Jørlunde h.) 13.5.1454 en erklæring om tabet af et skib, der, lastet med proviant, var gået tabt, fordi skipperen deserterede. Han berettede, at han af adelsmanden Anders Jensen var blevet udnævnt til høvedsmand i krigen i Sverige, og på grund af tabet af levnedsmidlerne var han og hans folk kommet i vanskeligheder (82). I en kirkedom af 25.4.1455 vedrørende en kannik, der havde tilegnet sig kirkegods, viser det sig, at Anders Jensen har gjort et forgæves forsøg på at få synderen til at gå til bekendelse. 28.12.1454 var Cecilia åbenbart død. Testamentets eksekutorer bekræftede hendes donation af 1438 og ønskede at kontrollere, at betingelserne var opfyldt (84). I et afladsbrev af 19.8.1502 opregnes en række nonner i St. Agnes kloster, deriblandt en Elsebe Halvegge (179). I betragtning af Anders Jensens forbindelse til dette kloster er det nærliggende at formode, at Elsebe var hans datter, men det er dog ikke helt sikkert. Anders Jensen er altid betegnet med sit patronym, aldrig med slægtsnavnet. * * Olaf Jensen I 1448 blev Olaf Daa valgt til biskop af Roskilde. Det førte til en kædereaktion af forfremmelser. Med et pavebrev af 17.12.1448 blev Olaf Jensen, kantor og kannik i København, vikar ved St. Dorotheæ alter i Roskilde, og kong Christiern I’s kansler udnævnt til provst i Roskilde, det embede, Oluf Daa havde haft. Dertil hørte et kanonikat i Roskilde med et præbende på 15 mark. Til gengæld måtte han afgive sit kantorat (med kanonikat i København med et præbende på 5 mark) og vikariatet (udbytte: 3 mark) (65). På grund af forsømmelighed med hensyn til formuleringen var det nødvendigt med endnu to korrekturbreve, af 30.12.1448 (66) og 11.1.1449 (68). Derpå fulgte 11.1.1449 den definitive godkendelse fra paven (69). Samme dag blev hans kantorat, med kanonikat og præbende (5 mark) 17.12.1448 tilkendt Bent Topsen (63), og vikariatet (3 mark) gik til Johannes Bacenest (64). Olaf Jensen Halvegges gravsten i Roskilde Domkirke. Randskriftet lyder: Hic iacet / dns [olaus i]ohis canoicus ro k / qui o ano / dni mcdxci, vi kl fe[br cuius aia requie cat in] pace = Hic iacet dominus Olaus Johannis, canonicus roskildensis, qui obiit anno domini mcdxci°, vi° kalendas februarii, cuius anima requiescat in pace = Her hviler hr. Olaf Jensen, kannik i Roskilde, som døde i herrens år 1491, 27. januar, må hans sjæl hvile i fred. Olaf Jensen Halvegge (106, 143) Mærkeligt nok blev Olaf Jensen derefter aldrig betegnet som provst, men altid blot som kannik i Roskilde (72, 90), to gange sågar som kantor endnu, måske på grund af vanens magt. Åbenbart har han også erhvervet vikariatet ved St. Bartholomæus-altret, for i 1456 afstod Joachim Grubbe, der lige var blevet udnævnt til biskop af Bergen, sit kanonikat i Roskilde (med præbende på 4 mark) til Oluf Jensen, i bytte for vikariatet. Denne transaktion blev godkendt med et pavebrev af 28.9.1456 (88). Der kendes lister over navnene på medlemmerne af kapitlet i Roskilde fra 1459 og 1460 (94, 96). At Olaf Jensen på den tid havde to kanonikater er sandsynligvis grunden til, at han forekommer to gange på den første liste. Olaf Jensen tildelte 18.6.1449 en vis Jep Pedersen prokura, for at han kunne repræsentere ham med hensyn til hans besiddelser i Nybølle og andre steder (72). Et paveligt diplom fra pave Calixtus III, hvor paven pålægger to biskopper at tage sig af konflik- ten mellem Olaf Jensen og hans kapitel, stammer sandsynligvis fra 1457. 21.10.1466 afgav Olaf Jensen en kort forklaring som del af anklagen mod den tilfangetagne biskop af Uppsala (101). 25.3.1463 (99), 2.1.1469 (106) og 30.9. 1474 (116) bekræftede han diplomer med sit segl. Han optrådte som medlem af en kongelig domstol 28.3.1479 (sammen med sin bror Owe Halvegge) (121) og 12/19.7.1480 (sammen med Jep Halvegge) (123). I en dom fra Kongens Retterting af 13.4.1475 kommer det frem, at Olaf og Peter Jensen, hvis tjener Oluf Lercke var blevet dømt til døden af Sømme herredsting, anklaget for tyveri, og derpå var blevet henrettet, anklagede de involverede embedsmænd for magtmisbrug (118). De fik medhold, og de anklagede blev straffet. Men dermed kunne den hængte mand jo ikke vækkes til live. Olaf var sammen med kannik Clavs Henriksen eksekutor af kannik Børge Jensens testamente. Der er tre diplomer, to af 23.6.1486 (137, 138) og et af 14.5.1487 (142), der vedrører købet af en gård til fordel for dødsboet. Denne gård blev i et fjerde aktstykke af 21.7.1487 (143) skænket til St. Thomas af Canterbury-altret i Roskilde domkirke til den afdødes sjæls frelse. Ifølge hans gravsten i Roskilde domkirke er Olaf død 27.1.1491 (155). Der findes bestemmelser om hans efterfølger som sognepræst i Næsby og Tyvelse (Tybjerg h.) i pavebreve af 10.6.1491 (157) og 19.10.1491 (158). Denne funktion var vel først og fremmest en indtægtskilde for ham. Gravstenen, der oprindelig lå i Mariakapellet, som blev revet ned i 1774, ligger i dag lige ved domkirkens hovedindgang. Det er kun i de ældste kilder (63-66, 68, 69, 72, 88, 90, 94), Olaf kaldes ved sit patronym. Fra 1463 kaldes han konsekvent ved slægtsnavnet Halvegge. * * Awe Jensen Awe eller Ove Halvegge nævnes første gang 28.3.1479 sammen med sin bror, kannikken Olaf Halvegge, som medlem af en kongelig domstol (121). 11.8.1486 var han i sin egenskab af adelsmand medlem af en kirkelig instans i Roskilde domkirke, som bekræftede et vidnesbyrd om omfanget af det biskoppelige ”kvarter” (139). I 1490 betalte Awe Halvegge sit optagelsesgebyr til St. Lucius- gildet i Roskilde (154), efter at hans tjener Per Andersen allerede havde gjort det samme i 1486 (141). * * Awe Halvegge (139) Peter Jensen I det omtalte diplom fra Cecilia Kragh af 10.7.1438 (43) nævnes blandt hendes arvinger, der beseglede det, også Peter Jensen. At det skulle være hendes svoger Peter Halvegge, der menes hermed, forekommer i betragtning af hans alder ret usandsynligt. Peter fik stadig børn omkring 1495. Selve seglet, der kunne giver sikkerhed i sagen, mangler desværre. Men diplomet af 11.9.1455 med bevaret segl, hvori Peter Jensen til Bråde nævnes som medlem af Ringsted herredsting (87), tyder dog på, at han havde nået en respektabel alder, da han blev far sidste gang. Han må, da dette diplom blev udstedt, i hvert fald have været myndig, mindst 25 år gammel. Han må have været sin fars sidste barn. Faderen døde omkring 1430. Peter Jensen Halwegge (87, 103,104,113,119,150,165) Som de fleste adelige sandsynligvis har gjort, deltog han flere gange i retsmøder: 14.12.1468 (104), 6.5.1472 (113), 6.6.1481 (125) og 23.4.1494 (166) var han medlem af Sjællands landsting, 30.4.1493 (162) af Kongens Retterting i Roskilde, og 11.4 1475 (117) af en kirkelig domstol i Roskilde. Diplomet af 1472, hvori Jep Halvegge også optræder, fik en kongelig bekræftelse 15.9.1486 (140). 13.5.1467 finder vi Peter Jensen blandt de adelige, der hyldede Hans, søn af kong Christiern I, som kronprins (103). Som beseglende vitterlighedsvidne viser han sig 12.3.1471 (111), 15.2.1473 (114) og 23.10.1493 (163). Arvingerne efter Bothilde, Paris’ enke, foretog 15.12.1477 et omstændeligt mageskifte med en tredjepart. Blandt arvingerne var også Peter Jensen i sin egenskab af ægtemand til en sønnedatter af Bothilde (119). 24.2.1489 lavede Peter Jensen en aftale med sin svigersøn Eggert Andersen vedrørende datteren Karines arvepart efter hendes mor. Blandt de vitterlighedsvidner, der beseglede, var også Villum Sort, som vi kender som svigersøn til Jep Halvegge (150). Peter Jensen solgte ca. 6.4.1494 en gård i Kalkerup (Tybjerg h.) til Anna, enke efter Joachim Griis (165), og 17.6.1497 fik to skøder kongelig bekræftelse. Det ene, der sandsynligvis stammede fra 1492, vedrørte Peter Jensens salg af to gårde i Bøgebjerg og Atterup (begge i Boeslunde s., Slagelse h.) til Henrik Meyenstorp. Brugen af Peter Jensens slægtsnavn varierer. I otte diplomer (103, 113, 114, 117, 140, 162, 165, 172) nævnes han ved slægtsnavnet, af og til som ”Per Jensen som kaldes Halvegge”; i de øvrige ti finder vi kun hans patronym. Som bopæl nævnes i 1455 (87) Bråde (nu Holsteinborg, Flakkebjerg h.), 1468 (104) Saltø (Karrebæk s., Flakkebjerg h.), 1471 (111) og 1481 (125) Vallekilde (Skippinge h.). Yderligere kaldes han fra 1472 til 1494 ”af Vindinge” (nu Fyrendal, Flakkebjerg h.) (113, 117, 119, 150, 163, 165, 166). Godset Vallekilde var tidligere i Ingemar Grubbes besiddelse, men Peter Jensen havde allerede ejet det længe, før han giftede sig med Ingemar Grubbes datter (litt.: Trap, bd. 7: Vallekilde s.). * * Peter Jensens kone og børn Alt tyder på, at det i middelalderens adelssamfund altid var en brors opgave at sørge for, at der blev efterkommere. De øvrige brødre blev gejstlige, giftede sig med en ældre enke eller forblev barnløse. Også Peter var, lige som sin far, den eneste i sin generation, der fik efterkommere. Det blev en temmelig omfangsrig flok. Peter Jensens kone giver os problemer. Det eneste diplom, hvori hans kone spiller en rolle (indirekte, og uden at hendes navn nævnes), er det fra 1477 (119), hvor Peter optræder som ægtemand til en sønnedatter af Bothilde Grib, enke efter Henning Paris. Heraf følger, at hun kan have været en datter af Åge Paris, hvilket vi senere (261) finder bekræftet. Som det fremgår af diplomet af 1489 (150), må hun være død forinden. Hans børneflok består tydeligt af to grupper. Den ene gruppe var allerede giftefærdig omkring 1489, den anden blev først født omkring 1495. Sandsynligvis hænger skiftet af 1489 sammen med indgåelse af et nyt ægteskab. Ifølge Danmarks Adels Aarbog (1946) var Peter i sit andet ægteskab gift med Anna Grubbe, datter af Ingemar Grubbe og NN Basse. Men en kilde nævnes ikke. Blandt de beseglende vitterlighedsvidner af diplomet af 1489 var også to medlemmer af slægten Grubbe. Et billede af den første gruppe børn får vi i diplomet af 22.1.1506, hvori Åge Pedersen og Karine Pedersdatter, enke efter Eggert Andersen til Elmelunde (Mønbo h.), lover en årlig donation til Bartholomæus-altret, så længe deres søstre Elna og Kerstin lever i Vor Frue kloster i Roskilde. Denne donation bestod af udbyttet af to gårde i Vindinge (Tune h.). Efter de to søskendes død skulle de nævnte gårde helt tilfalde altret (184). Karine Pedersdr. (184) Awe Pedersen (198) Som nævnt indgik Eggert Andersen 24.2.1489 en aftale med sin svigerfar Peter Jensen, hvorved Karines mødrene arvepart blev fastsat (150). 11.10.1505 købte Karine Pedersdatter til Elmelunde, enke efter Eggert Andersen, halvdelen af en gård i Viby på Hindsholm (Fyn) (182), og 30.1.1507 købte hun udbyttet af en gård i Vindinge (Tune h.), der var i hendes søster Elna Pedersdatters varetægt . Elna Pedersdatter levede som nævnt i Vor Frue kloster i Roskilde (187). Muligvis drejer det sig her om en af de gårde, der tidligere var blevet skænket til Bartholomæus-altret, og måske var den i så fald blevet pantsat, og pantet nu afviklet. Åge (Awe, Ove) Pedersen boede ifølge Trap (litt.: bd. 6: Blovstrød s.) i 1496 i Sjælsmark (Blovstrød s., Lynge h.). Awe Pedersen til Hyrnensholm (Hørsholm, Lynge h.?) solgte 3.4.1506 en gård i Skævinge (Strø h.), som han havde arvet efter sin onkel Jens Paris (186). 30.7.1508 aflagde Owe Pedersen til Dysted (Toksværd s., Hammer h.) et vidnesbyrd (190), og i 1509 skødede han nogle ejendomme i Sandby og Hellenæs (Branderslev s., Horslunde h., Lolland) til Kong Hans (191). Efter en lang periode, hvor kilderne er tavse, finder vi ham igen i Dysted i 1538 (248). Med et diplom af 8.9.1517 bekræfter Åge Pedersen i Dysted modtagelsen af 45 mark som afvikling af et gældsbrev fra Mads Eriksen ved formidling af Anders Bille i Stege (Møn) (198). På hans skøde på en gård i Kirke Helsinge (Løve h.) kendes ikke engang årstallet (skønnet til 1500-1525) (175). Et aktstykke fra 1541, hvori Offue Pedersen stævnede ubeføjede brugere af hans jord for retten i Viborg (253), skal ifølge Thiset (litt.: TS V) også vedrøre ”vores” Owe. Den store afstand i tid og sted gør det imidlertid tvivlsomt. Børnene af Peter Jensens andet ægteskab hed Niels Pedersen og Anne Pedersdatter. I det følgende kommer jeg udførligt tilbage til dem. Om Anne siges det i et diplom af 1525, at hun dengang var 30 år gammel (219). Anne anklagede 10.7.1541 sin søstersøn Claus Eggersen (Ulfeldt) til Elmelunde for frihedsberøvelse (252), og 16.6.1542 kaldte samme Claus Ulfeldt hende sin moster (258). Hermed bekræftes forbindelsen mellem de to søskendegrupper. Men hvem der var mødrene til disse to grupper var et problem, selv for de direkte efterkommere. Claus Ulfeldt var gift to gange, og de forskellige efterkommere sørgede også for to gravsten. Karines aner (betegnet med våbnene) var imidlertid ikke de samme! Ifølge forskellige bidrag i DAA var Claus Ulfeldts slægt: Aner på gravstenene er (litt.: DAA 1923: Ulfeldt): (1, Ørslev kirke) Ulfeldt, Væbner; Stralendorff, Grubbe, Abildgård, Krummedige, gl. Høeg; (2, Ulbølle kirke) Ulfeldt, Væbner; Stralendrop, Grubbe, Abildgård, Brock, Krummedige, Basse. Imidlertid skal man i alle disse tilfælde forstå Væbner som Halvegge. Heraf ses det, hvor usikre efterkommerne var med hensyn til Karines herkomst. I hvert fald kunne man kun huske, at Peter Jensen havde haft en kone, der var en Grubbe. Navnet Paris forekommer ikke i nogen af de to linjer. Claus havde en søster Berte (255), der 16.6.1542 var enke efter Niels Bild (258). Til børnene af Peter Jensens første ægteskab hørte utvivlsomt også Ingrid Halvegge. Hun kendes kun fra et personligt brev, som hun i 1519 sendte til sin søn Rolf Madsen (200). Hun må altså have været gift med hans far, Mads Rolofsen van Leveren. Mads Rolofsen, en adelsmand til Svenstrup (Borup s., Ramsø h.), beseglede …12.1480 som vidne et diplom (124) og ligeledes 2.3.1502 (177), men nu var han af Rårup (Katrinebjerg, Sengeløse s., Lille h.). 31.12.1505 solgte han sin gård i Reerslev (Tune h.) til vikar ved St. Bartholomæus-altret Peter Hemmingsen (183).6 DAA (1946) antager, at Ingrid var en søster til Peter Jensen. Da Peter Jensens far imidlertid må være død før juli 1431 (se ovenfor under Jens Olafsen), og Ingrid derfor må være født senest 1431 og i 1519 have været op mod 90 år gammel, er det i betragtning af brevet (200) nok meget usandsynligt. ”På grund af forrettet tjenester for fyrste og fædreland og de tjenester, der i fremtiden vil blive forrettet” tillod kong Christiern II 10.9.1515 sin hofembedsmand Rolof Madsen at tage gården Pederstrup med det tilhørende birk som pant. For det måtte han erlægge 1000 lübske mark i pant til den dame, der indtil da havde haft pantet (196). 4.1.1518 kvitterede kongen ham for yderligere 400 mark med det samme gods som pant (199). I udskriften på det ovennævnte brev af 1519 fra hans mor (200) kaldes Rolof Madsen slotsfoged på Københavns slot (202, 203). 24.2 og 12.4.1520 sendte han breve fra Københavns slot. Yderligere et brev er dateret ”foran Stockholm” 9.6.1520 (204). Han deltog åbenbart i belejringen af byen i felttoget 6 I diplomet (183) kaldes hans kone ”Anne”. På grund af dette antager Thiset (Litt.: DAA 1920), at Ingrid Halvegge blot var Rolof Madsens stedmoder. Dahlerup giver i HT, rk. 12, bd. 4 (Lavadelens krise i dansk senmiddelalder, s. 4-5) en oversigt over slægten Van Leveren og behandler især Rolof Madsen. Deri forkaster han udelukkende på grund af de følelser, der kommer til udtryk i brevet (200) den antagelse, at Ingrid kun skulle være Rolofs stedmoder. Han antager, at det skulle bero på en fejl ved kopiering eller fortolkning, at Rolofs fars kone skulle hedde Anne. ”Originalen” (183) er jo kun en sølle afskrift fra 1666. Det kunne også hænge sammen med, at Ingrid havde en datter, der hed Anne. mod Sverige, der endte med at udarte i det kendte Stockholmske Blodbad. Derefter var han indtil kapitulationen i 1523 befalingshavende på Viborg slot i Finland 7. I 1525 omtales han som tidligere lensmand på Ålholm på Lolland (217); det var dengang et kongeligt slot. Dette år spillede han en vigtig rolle i Niels Pedersens turbulente liv, men derom senere. I et brev 26.12.1526 skrev Niels til kong Christiern II, at han sendte sin ”søstersøn” (226). Da hans nevø Claus Ulfeldt dengang opholdt sig i Elmelunde (litt.: DAA 1923: Ulfeldt, s. 515), uden for Niels’ og den fordrevne konges område, kan det ikke være ham, der menes. Det er altså et ekstra tegn på, at Niels havde endnu en søstersøn, Rolof Madsen; endnu en nevø var der i hvert fald ikke. Desuden havde han allerede i 1525 tjent som bud for Niels og for kong Christiern, sådan som det beskrives nærmere nedenfor under afsnittet Niels Pedersen 8. Rolof havde en søster Anna, som vi kun kender fra et udateret brev (1519?) til hendes bror (205). * * Niels Pedersen Niels Halvegge er den bedst kendte mand i sin slægt. Han bragte berømmelse eller skam over slægten, alt efter hvilken holdning man har til hans tids nationale historie. Allerede i en ung alder, 30.11.1516, betegnedes han som ”kongens tjener”, da han fik St. Jørgens hospital ved Odense i len. Det var på ekspektance; han skulle først høste frugterne af det, når hans forgænger Erik Hanssen var død (197). Derefter hang hans levnedsløb fuldstændig sammen med kong Christiern II’s skæbne. Hans søster Anna var omkring 1520 i tjeneste hos kongens mor, dronning Christine. Kong Christiern II, der var født i 1481, var kommet på tronen i 1513 som efterfølger efter sin far, kong Hans. Frederik, en bror til hans far, mente imidlertid at have rettigheder til tronen. I 1523 brød striden ud. Onklen greb magten og blev Frederik I, og Christiern måtte vige. 13.4.1523 forlod Chris- tiern sit land og rejste fra København. Byen blev belejret, men hans trofaste tilhængere forsvarede den som det sidste bolværk fra 10. juni 1523 til 6. januar 1524. Christiern, som var gift med Elisabeth, søster til Karl V, der var konge af Spanien, kejser af det Tyske Rige, samt landsherre i Nederlandene, søgte tilflugt hos sin svoger. Denne anviste ham den lille by Lier ved Antwerpen som bopæl. Efter at have flakket om nogen tid, holdt Christiern sit indtog der 18.2.1525. En gammel bygning i Lier kendes endnu i dag som ”Danmarksgården”. Christiern havde ærgerrige planer om at tilbageerobre tronen, men det ville stadig ikke lykkes, fordi han manglede penge. Årsagen var den kendsgerning, at hans kejserlige svoger blev ved med at udsætte udbetalingen af dronning Elisabeths lovede medgift. Niels Halvegge deltog i forsvaret af København under Henrik Gøye (262). Efter kapitulationen fulgte han med Henrik Gøye til Bremen. I marts 1523 havde Niels på opdrag af kong Christiern organiseret en straffeekspedition og ødelagt og plyndret den frafaldne biskop af Roskilde, Lage Urnes besiddelser (230). Det gjorde ham så forhadt hos kong Frederiks tilhængere, at han ikke fik nogen fordel af de forholdsvis milde betingelser ved Københavns kapitulation. Hans arvegods blev konfiskeret, og han kunne ikke længere rejse ind i Danmark uden risiko (220). Som skadeserstatning gav kong Frederik Niels Halvegges konfiskerede ejendomme i len til Lage Urne. En af disse gårde, i Hastrup (Snoldelev s., Tune h.), gav Lage Urne 10.7.1523 igen i len til Knud Pedersen Gyldenstjerne, høvedsmand på Vordingborg (211). Efter Lages død fik hans bror, ridder Johan Urne, Niels’ ejendomme i len (233). 7 Litt.: HT, rk. 12, bd. 4 (T. Dahlerup, s. 9) og Finlands Medeltidsurkunder VIII (1519-1530), numrene 6015, 17, 19, 20, 31, 43, 45, 47, 48, 49, 52, 53, 54, 71, 79, 84, 85, 88 6103, 11, 31, 34, 50, 58, 6272, 6722. 8 T. Dahlerup, der åbenbart ikke kender brevet (226), antager i HT, rk. 12, bd. 4, s. 7, at Rolof Madsen ikke overlevede torturen i Lübeck. Det fører til, at han ikke får den vigtige oplysning med, at Ingrid må have været en (halv-)søster til Niels Pedersen, og derfor når han til den forkerte antagelse, at hun må have været datter af eller søster til Evert Halvegge (af den gamle slægt). N O R G E S V E R I G E Uppsala Bergen Akershus Oslo Tom Råde Stockholm GOTLAND Visby Göteborg Ålborg Halmstad SKÅNE ÖLAND Viborg Århus D A N M A R K København Áhus JYLLAND Malmö FYN SJÆLLAND Håsløf Klagstorp BORNHOLM Flensborg SLESVIG Texel Groningen Emden Bremen HOLSTEN Lubeck Oldesloe Hamburg Lüneburg MECKLENBURG Sternberg Schwerin BRANDENBURG Berlin Haarlem Amsterdam HOLLAND Deventer Wittenberg ZEELAND Brugge Gent Antwerpen Lier Mechelen Jena VLAANDEREN Brussel Leuven Zoutleeuw ARTOIS LUXEMBURG Christian II og Karl V’s riger o. 1520 En fuldstændig oversigt over Niels’ besiddelser har vi ikke. I de kilder, vi har til rådighed, finder vi kun fire: Påstrupgård (Jørlunde s., Lynge h.) (262), Vester Egede (Tybjerg h.) (274), Værløse (Fakse h.) og Hastrup (Snoldelev s., Tune h.) (211). 30.9.1524 skrev Hendrik Pogwisk, Herman Polle og Niels Pedersen, ”Henrik Gøyes rytter”, et bønskrift fra Bremen til kong Christiern, hvori de mindede om deres tro tjenester og den skade, de havde lidt derved. De bad om udfrielse af deres nød (213). I april 1525 blev Niels’ nevø Rolof Madsen taget til fange af lübeckerne. Om aftenen den 13. april blev han forhørt, og dagen efter sendte borgmestre og råd i Lübeck en beretning om det til kong Frederik med den oplysning, at de havde planer om at føle ham endnu grundigere på tænderne ”myt der scharpe” (219). Af beretningen fremgår det, at Rolof havde været hos kong Christiern og i hans ærinde var blevet sendt til Bremen og Gotland. I Bremen havde han besøgt Henrik Gøye, der befandt sig der sammen med en række tro tilhænger, i stort bekneb for penge. Niels Pedersen var der også. Denne havde i Bremen allerede ”fortæret” tre heste og pantsat de andre. Rolof skulle besøge Niels’ søster på Møn på Niels’ vegne og bede om penge til hendes bror. På Gotland skulle Rolof tale med Søren Norby, som stadig forsvarede Christierns sidste territorium der. Instruktionen til Rolof og det medfølgende brev til Søren Norby fra 20. og 19.3.1525 er endnu bevaret (216, 215). Af et brev af 29.3.1525 fra byen Lübeck til kong Frederik (217) fremgår det, at man allerede på det tidspunkt kendte til Rolofs besøg hos kong Christiern, og ved hjælp af håndlangere var man a jour med hans gøren og laden. Så det må have været meget nemt at tage ham til fange, da han på sin rejse havde passeret Oldesloe og var i nærheden af Lübeck. Henrik Gøye blev 5.5.1525 forsonet med kong Frederik og tog tilbage til Danmark. Derved gik den kongetro kreds i Bremen i opløsning. Niels tog til Lier, og i et bønskrift til kongen, skrevet 30.11.1525 i Lier, betonede han endnu en gang den nødssituation, som han var kommet i på grund af sin kongetroskab. I Bremen havde han ikke alene mistet sine heste, men også sit harnisk og alt, hvad han ellers ejede. Han bad om finansiel understøttelse og desuden om en anbefalingsskrivelse til hertug Albrecht af Mecklenburg, for at denne kunne mægle hos det danske rigsråd og få dem til alligevel at lade Niels komme ind under kapitulationsbetingelserne, så han fik sine besiddelser tilbage og kunne gøre dem i penge (220). Hans Mikkelsen, tidligere borgmester i Malmö og nu råd og hofmester hos kong Christiern i Lier, anbefalede eftertrykkeligt kongen i et brev af 4.1.1526, at han af hensyn til den ”offentlige mening” ikke skulle sende Niels bort med uforrettet sag. Åbenbart var Niels altså på det tidspunkt endnu i Lier (223). En liste over hofholdningen, udarbejdet af kongens sekretær Christiern Thomesen, nævner Niels Pedersen og stammer åbenbart fra den samme periode (222) 9. Kongen havde på det tidspunkt helt sikkert andre ting at tænke på, for 19.1.1526 døde dronningen. 13.3 flyttede kong Christiern til Tyskland, hvor han opholdt sig mere vedvarende end i Lier, indtil 1529. Hertug Albrecht må faktisk have fået anbefalingen, for næste livstegn fra Niels kommer fra Schwerin. Men der var åbenbart endnu ikke sket noget i sagen om tilbagegivelse af hans ejendomme. 26.12.1526 skrev Niels et brev fra Schwerin, sendt med Rolof Madsen, til kong Christiern, hvori han forelagde en plan om et angreb på den fjendtlige flåde i havnen derhjemme. Når flåden var blevet tilintetgjort, ville det være nemt at foretage en invasion af de danske øer fra Mecklenburg. Niels kunne sørge for skibe og mandskab, hvis kongen bare skaffede pengene (226). I et brev af samme dato til Christierns søster Elisabeth, gift med markgreven af Brandenburg og svigermor til hertug Albrecht, bad Niels om, at hun ville Niels Pedersen (227) 9 Listen, der er udateret, nævner Nicolaus Peitthersen. At der hermed ikke kan være ment kansleren Claus Pedersen († april/maj 1525), ser man af, at hans efterfølger Gotschalk (Eriksen Rosenkrantz) allerede står på samme liste som kansler. Det giver samtidig en nedre grænser for dateringen af dokumentet. En øvre grænse sættes af omtalen af Christierns børns værge. Disse børn blev helt sikkert bragt til landfogdens hustrus gård i Mechelen i marts 1526. anbefale Christiern planen (227). Men hele projektet blev lagt på hylden. Christiern havde jo ingen penge. Ifølge Allen (litt.: s. 453) var Niels på det tidspunkt kaperkaptajn ved kysten af Mecklenburg, hvor han sammen med Niels Brahe, Hans Andersen og andre gjorde jagt på danske, svenske og lübske skibe. I 1527 fik Niels imidlertid tilsagn om frit lejde af kong Frederik. Biskop Lage Urne blev oprørt og skrev straks 22.9.1527 et brev til kongen, hvori han mindede om, at Niels havde ødelagt hans biskoppelige gård Bistrupgård (ved Roskilde) og hans gods Svenstrup (Borup s., Ramsø h.). Han bad udtrykkeligt kongen om i det mindste at udskyde det fri lejde til denne fjende af landet, indtil han kunne gøre nærmere rede for sin klage (230). Niels’ besøg i sit hjemland blev, så vidt vi ved, heller ikke til noget. I et brev fra Sternberg 23.4.1528 meddeler ridder Niels Brahe (eller Brade) kong Christiern, at han har modtaget et brev adresseret til Niels Pedersen fra dennes søster (232). I 1531 begav Niels sig dog ind på dansk område uden frit lejde. 9.5.1531 meldte ridder Mogens Gyldenstierne, kongens lensmand på Akershus (ved Oslo) til kong Frederiks sekretær, Johan Friis, at han havde taget Niels Pedersen til fange i huset hos dennes søster Anna i Tom. Han havde imidlertid ikke låst fangen inde, men sluppet ham fri mod kaution. Videre skrev han, at han ikke havde planer om at føre Niels til slagtebænken, ”pa fleskbencken” (237). I et følgende brev af 8.6.1531 skrev han, at Niels bare var en sølle adelsmand, som der ikke var noget ondt i. Han foreslog, at kong Frederik skulle tage ham i sin tjeneste (238). Forsoningen med kong Frederik kom i stand, hvad der senere kommer tydeligt frem ved behandlingen af arvesagen efter ham (262). Da kong Christiern i oktober 1531 endelig fra Nederlandene gjorde landgang i Norge – og bl.a. forhandlede med Mogens Gyldenstjerne på Akershus i november – var Niels allerede i tjeneste hos hans modstander. Formentlig var Niels på det tidspunkt i øvrigt ikke i Norge mere. Christierns aktion blev en fiasko. Han blev taget til fange af sin onkel og sad i fangenskab lige til sin død i 1559. Derefter bliver beretningerne om Niels meget sjældne. I en historiebog fra 1595 fortælles det, at Niels Pedersen Halvegge under Grevens Fejde i marts 1535 var kaptajn på et af admiral Peder Skrams skibe, som foretog en aktion mod Lübeck for Frederiks søn og efterfølger kong Christian III (246). 18. oktober samme år finder vi ham i Lüneburg. Han skrev den dag et brev, hvoraf det kan sluttes, at forskellige personer fra Christiern II’s eksil var forsamlet der (247). 14.8.1538 stævnede en Per Godskæ Awe Pedersen til Dysted for et beløb på 100 mark, som hans bror Niels Pedersen skyldte ham (248). Dette er det første, der tyder på, at Niels måske ikke levede længere. I historien om sin bortførelse 10 skrev Anna 10.7.1541, at hun på det tidspunkt befandt sig på sin brors gård. Desværre beskrev hun ikke stedet nærmere, og det er heller ikke klart, om Niels selv levede på det tidspunkt. Åbenbart havde Niels i det mindste fået nogle af sine besiddelser tilbage (252). Måske var Niels død kort tid forinden og Anna, til visse andre familiemedlemmers fortrydelse, ivrigt i gang med at inspicere sit nye arvegods. I 1543 var Niels i hvert fald ikke længere i live. Det år tog Anna i sin egenskab af hans arving skridt til at få det konfiskerede gods Påstrup (Lynge h.) tilbage. I en dom fra kong Christian III af 8.11.1543 ræsonneredes, at ganske vist havde Niels forladt landet, da kong Frederik kom til magten, men senere var han alligevel vendt tilbage og havde også fået sine besiddelser tilbage – lige som de andre, der havde forsvaret København under belejringen – og senere var han desuden trådt i Frederiks tjeneste. Så godset Påstrup blev således også givet tilbage nu under forudsætning af, at Anna erstattede Johan Urnes enke de lån, som han havde afviklet i den periode, da han havde godset (262, 263). I en fortegnelse over diplomer tales desuden om ”kong Frederiks brev på en gård i Værløse (Fakse h.) af Niels Halvegges besiddelser”, udateret (212). Også dette vedrører uden nogen tvivl en af de 10 Se det følgende afsnit (Anna Pedersdatter). konfiskerede ejendomme. Endelig solgte Svend Galde 26.5.1553 en gård i Vester Egede sogn (Tybjerg h.), som hans svigermor Anna Pedersdatter havde arvet efter sin bror Niels. Det var dengang ikke ualmindeligt, at der blev byttet om på navnene Niels og Jens. Det kendes der mange eksempler på 11. Også Niels Halvegge blev nogle gange betegnet som Jens: (223), (233) og (213, bagsiden). Dette fik DAA til at antage, at der skulle have været to brødre, Niels og Jens Halvegge, som begge skulle have tjent under Henrik Gøye i København. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at det drejer sig om en og samme person. Under et brev fra de tre ”ryttere” (213) (på tysk og helt sikkert ikke skrevet af Niels selv) er Niels’ navn skrevet som ”Nelus Persen”, hvad der peger på, at tyskerne (og også nederlænderne) opfattede hans navn Niels som en form af Cornelis (og ikke af Nicolaus). Dette er vigtigt at vide, når man skal identificere hans efterkommere. * * Anna Pedersdatter Rolof Madsen sagde i den omtalte tilståelse, han blev aftvunget 13.4.1525 (219) vedrørende Niels Pedersen, at dennes søster Anna på det tidspunkt var en 30-årig jomfru, som boede hos Anders Bille (på Stegehus, Møn) og var i tjeneste ”by der olden konyngynnen”, dvs. hos dronning Christine, mor til kong Christiern II. Faktisk finder vi i dronning Christines hofholdningsregnskaber følgende udgifter til Anna Pedersdatter:
Johan Friis, sekretær for kong Frederik I, plæderede ridder Mogens Gyldenstjerne for, at Anna skulle beholde et af de sogne, hendes mand Oluf Galde havde haft, nemlig Råde sogn (ved Oslo), hvor hendes eget gods Tom lå. Det gav resultat: 13.11.1531 fik hun Råde sogn i len på grund af de tjenester, hendes mand havde vist mod fyrste og fædreland (239). Samtidig udgik der et brev, der formanede befolkningen og embedsmændene til at adlyde hende (241). 24.11.1531 meldte Mogens Gyldenstjerne kong Frederik, at Annas drost Oluf Sort – dermed mentes altså drosten i Råde sogn – med held havde forsvaret sig mod tilhængere af kong Christiern II, der havde gjort landgang i Norge (240). Anna Pedersdr. Halvegge (250,252) Oluf Galde til Tom, ridder og rigsråd i Norge, kongelig lensmand på Akershus (ved Oslo), var i 1524 gået over fra kong Christierns parti til kong Frederiks. Han levede endnu i 1529. Han havde tidligere været gift med Ulvilde Friis. Med hende havde han en søn Svend (alt dette ifølge DAA 1893: Galde). Oluf havde fået Råde i len 23.8.1527 (229). 27.5.1540 lånte Anna Pedersdatter til Tom 500 mark af Knud Rud til Korsør (Slagelse h.), og til gengæld pantsatte hun sit arvegods i Gerringe, Havløkke og Østofte (alle i Fuglse h., Lolland). Men der blev problemer, da hun mistede alle disse ejendomme. I et diplom af 10.7.1541, udstedt i Korsør til Knud Rud, forklarede hun, at hendes nevø Claus Ulfeldt med magt havde bortført hende fra hendes brors ejendom til sin egen gård i Elmelunde (Mønbo h.). Der havde han tvunget hende til at give afkald på sine besiddelser (252). Overdragelsen af Annas ejendomme (251) blev bekræftet i et diplom af 18.1.1542 (255). Det drejer sig nærmere bestemt om tretten gårde, alle på Sjælland og Lolland: i Gerringe (Tirsted s., Fuglse h.), Ørsted (Ramsø h.), tre i Havløkke (Fuglse h.), to i Ølby (Højelse s., Ramsø h.), i Vindinge (Tune h.), i Ørslev (Slagelse h.), i Lyderslev (Stevns h.), i Årslev (Slagelse h.), i Elmue (Roholte s., Fakse h.) 11 Se f.eks. Allen, s. 453, fodnote. og godset Grønholt i Dystved (Toksværd s., Hammer h.). Hvordan Anna er kommet i besiddelse af alle disse ejendomme – og hvordan Claus retfærdiggjorde sine krav – vides ikke. Vi ved kun, at hendes gods Grønholt stammede fra slægten Paris. Knud Rud kom hende til hjælp og gav hende 2.2.1542 endnu et lån mod det sandsynligvis noget tvivlsomme pant i to gårde i Ølby (Højelse s., Ramsø h.), en gård i Høng (Finderup s., Løve h.) og en gård i Vanløse by, (Tåstrup s., Merløse h.) (256). De to sidstnævnte var sandsynligvis undsluppet Claus’ opmærksomhed. En anden gård, tilhørende Anna, som Claus havde overset, men som nævnes i diplomet (250), lå i Østofte (Fuglse h.). Hermed er antallet af Annas gårde kommet op på 16. Et år efter bortførelsen indgik man et kompromis. Ifølge et diplom af 16.6.1542 beholdt Anna alle sine ejendomme. Hvis hun og hendes datter skulle dø uden arvinger, ville Claus være eneste arving til besiddelserne på Lolland og Sjælland (ikke dem i Norge) (258). Blandt vidnerne var ridderne Knud Rud og Anders Bille. Disse aktstykker er kun kendt fra en vidisse, udstedt 1.6.1544 på Tom af præsten i Råde sogn, som nu blev betegnet som Svend Galdes ejendom (264). Overenskomsten fik ingen virkning, da Anna fik efterkommere i mange generationer (se PHT 1885, anetavle på s. 262). Anna gjorde sit bedste for at ”kradse ejendomme (altså indtægter) sammen”. 15.10.1542 udbad hun sig en retslig udtalelse om rettighederne til det forsømte gods Grønholt (Dysted, Toksværd s., Hammer h.), som hendes ”morbror” (!?) Jørgen Ovesen (Paris) havde ejet i fyrre år (261). Derefter forsøgte hun at bemægtige sig gården Påstrup (Jørlunde s., Lynge h.). Den havde tilhørt hendes bror Niels Halvegge, men var blevet konfiskeret, da han var forblevet tro mod kong Christiern II. I retsstriden blev hun repræsenteret af ridder Anders Bille. Kongens dom af 8.11.1542 genindsatte hende i hendes rettigheder som sin brors arving, på den betingelse, at hun skulle erstatte det oprindelige lån. Blandt vidnerne var Mogens Gyldenstjerne (262). Da hendes stedsøn Svend Galde 1.6.1544 blev betegnet som ejer af Tom, må Anna være død i begyndelsen af 1544. Svend fik 2.3.1545 Råde i len (265). I diplomet af 1540 (250) var der tale om Annas barn, og i kompromiset af 1542 (258) er hendes datter nævnt. Af de følgende aktstykker fremgår det, at Anna havde en datter, der også hed Anna Pedersdatter og var gift med hendes stedsøn Svend Galde. 28.6.1546 kvitterede Svend Galde (til Tom) ridderen Knud Rud for 700 mark (269) i forbindelse med en gammel gæld, Svends svigermor havde efterladt sig. To dage senere skrev han et udførligt takkebrev, hvoraf det fremgår, at hans forhold til hans kone lod noget tilbage at ønske (271). Måske var ægteskabet kun blevet indgået på baggrund af kompromiset, og på baggrund af Annas mors død er det måske sket overilet. Da den unge Anna i 1540 endnu blev betegnet som barn, må hun også have været ret ung ved brylluppet ca. 1545. I et udateret diplom solgte Svend fire af sin svigermors gårde til Knud Rud: to i Ølby (se ovenfor), en i Vanløse by (idem) og en i Vindinge ved Roskilde 12 (270). Og igen 26.5.1553 solgte han en gård, der havde tilhørt svigermoderen, denne gang en gård i Vester Egede sogn (Tybjerg h.), som hun havde arvet efter sin bror Niels Pedersen (274). Den meget forvirrende kendsgerning, at Annas datter også hed Anna Pedersdatter, betyder, at Anna må have haft en mand ved navn Peter, tilsyneladende kort tid, før hun blev gift med Oluf Galde. Og ganske rigtigt: 30.11.1526 fik Annas halvbror Awe anvist hendes arvegods, fordi hun uden sin families samtykke havde giftet sig med en bondekarl (225)! Det er i høj grad værd at lægge mærke til, at hun gentagen gange fik megen støtte af Anders Bille og Knud Rud. I et brev til Knud Ruds kone fru Dorothe Madsdatter Bølle kaldte hun hende ”myn allerkerste søster” (380). Ifølge DAA (1893: Galde) levede den yngre Anna endnu i 1580. * * 12 Sandsynligvis er det de samme gårde, der menes i (256) og i (270), og således er altså enten Vindinge eller Finderup en (original) fejl. Efterkommere af Niels Pedersen Skønt der er mange oplysninger om Niels’ liv, kommer det ingen steder klart frem, om han nogensinde var gift eller havde børn, tværtimod. Annas rolle som hans arving peger tydeligt på, at han døde uden efterkommere. Alligevel må han have haft en søn, som hans familie i Danmark måske ikke vidste noget om, og det var oven i købet i Lier. Jeg slutter det af en indførsel i Leuven universitets matrikel: 24.8.1542: Joannes Haelwick Lirensis (260). I universitetets bogholderi er Johannes Haelwick fra Lier nævnt indtil 1546. Navnet (der er næsten ingen forskel på udtalen af dansk Halveg og flamsk Haelwick), fødestedet Lier (hvor det danske hof havde en residens) og årstallet (som passer godt med fødselsåret 1526) gør det højst usandsynligt, at der er tale om et tilfælde. Vi har set, at Niels i 1525-26 tilbragte en rum tid i Lier. Lier var en ganske lille by. I 1526 talte den i alt 1336 beboede huse. Andetsteds i Brabant (Zoutleeuw) fandtes der ganske vist allerede en familie Haelwyck, men den er godt kendt, og Johannes hørte tydeligvis ikke til den. Så dukker der en generation senere en Claes (= Nicolaus) Cornelis Halewegh, født omkring 1550, op i Krewerd (provinsen Groningen) (365). Navnet Halewegh er temmelig unederlandsk, men i den lokale udtale er der en vis tilnærmelse til det flamske Haelwick og det danske Halveg. Når man tænker på, at Niels på dansk er en forkortelse af Nicolaus og på tysk en forkortelse af Cornelis, er sammenhængen indlysende. Det ene og det andet fører til en forsigtig antagelse af den sammenhæng, der ses i hosstående skema. Og her er det meget muligt – endda sandsynligt – at Jens og Niels igen er en og samme person 13. I Groningen omgikkes man efter vore dages opfattelse på en mærkelig måde med slægtsnavnene. Det fik blandt andet til følge, at efterkommerne efter Cornelis og Sara fik slægtsnavnet Bruijnsteen von Sara (litt.: M.A. van Rhede van der Kloot, i De Wapenheraut, bd. 9, s. 141 (Aanteekeningen omtrent de Regeeringsfamiliën van ’s-Gravenhage). De har efterkommere indtil i dag. * * * 13 Jf. noterne 11 og 16. generation: 1385 Olaf ? Jens Olafß (Johannes Olaui) væbner; forstander af nonneklostret på Gavnø nævnt 1416-29, † o. 1430 … Helena Steegh datter af Awe Steegh og Kirstine Pedersdr. Hemming
… Cecilia Krag datter af Peder Krag af Bringstrup, enke efter Nicolaus Ingwarsen af Næsby, mor af Erik Nielsen Elsebe nonne i St. Agnes-kloster nævnt 1502 kantor og kannik i Khvn. kannik og provst i Roskilde sogn præst af Næsby † 27-1-1491 Saltø, 1471-81 Valle- kilde, 1472-94 Vindinge …¹ datter af Age Paris …² o. 1490 Anna Grubbe datter af Ingemar Grubbe i Vallekilde nævnt 1436 i Bråde 1460-70 1490-95 Awe Persson (Aage, Owe) væbner nævnt 1506-38 i Hørsholm og Dysted Ingerd … Mads Rolufsen van Leveren nævnt 1480 i Svenstrup, 1502-05 i Rårup Elna (Helena) 1506 nonne i Vor Frue Kloster i Roskilde Kerstin (Christina) 1506 nonne i Vor Frue Kloster i Roskilde Karine nævnt 1505-07 enke … =1489 Eggert Anderß Ulfeldt i Elmelunde Niels Pedersen Halffwegge (Nicolaus Petri) kongens tjener væbner og kaper nævnt 1516-35 Joannes Haelwick * Lier o. 1526 1542-46 stud. i Leuven Anne Pedersen * 1494/5, † o. 1542 …¹ o. 1526 Peter N. …² o. 1528 Oluf Galde ridder, norske rigsråd i Akershus † o. 1530 Den borgerlige familie Halvegge Oluf Ovesen Det første medlem af den borgerlige familie Halvegge, der findes i litteraturen, er Niels Olufsen (1534-1590, se de følgende afsnit). Da jeg søgte efter hans herkomst, blev jeg altså interesseret i en Oluf Halvegge, der levede i første halvdel af det 16. århundrede. Hvis vi antager, at vi her faktisk har at gøre med en gren af den ”yngre slægt”, er den eneste, der endnu kunne have ukendte efterkommere væbneren Awe Pedersen. Det tidligere beskrevne diplom af 22.1.1506, hvori børnene af Peter Jensens første ægteskab gav en donation til Bartholomæus-altret, har på bagsiden en interessant påskrift, hvoraf det ses, at fru Anna fra Vindinge og kannikken Olaf Halvegge også har givet en donation til dette alter (184). Fru Anna var utvivlsomt Anna Pedersdatter på den tid, da hun stadig boede hos sin far i Vindinge. Olaf Halvegge kan ikke være Annas onkel af samme navn, da han allerede var død i 1491. Det er derfor klart, at der her er tale om Niels Olufsens hidtil ukendte far. Her må vi tænke på, at herredagene i Odense foregreb Reformationen af 1536 og allerede i 1527 gjorde en ende på den danske gejstligheds cølibat, så at kirkens folk kunne gifte sig og legitimt få børn. Men en adelig status for efterkommerne er vel gået tabt på den måde. Ved søgningen efter kannikker med fornavnet Olaf i den relevante periode fandtes kun en, der kunne komme på tale: Oluf Ovesen, kannik i Roskilde. Hans patronym (Ove = Awe) gjorde på mirakuløs vis en tilslutning til den ”yngre slægt” mulig. Men lad os først se på, hvad der vides om ham, før vi indlemmer ham som medlem af slægten Halvegge. Oluf Ovesen (hyppigt Offesen eller Offonius) er ikke nogen ukendt mand i den biografiske litteratur (f.eks. Bricka, bd. XII, s. 378). Ifølge hans gravsten i Roskilde domkirke døde han 14.10.1575 i sit 81. leveår, så han må være født i 1494 (eller i slutningen af 1493) (316). Ved eksekutionen af hans testamente viser det sig, at han kom fra Åhus (Villands h., Skåne) (325). Andetsteds nævnes Odense (lat. Ottonia) som hans fødested, en følge af en fejllæsning af teksten på hans gravsten (Ottonius i stedet for Offonius, især af Pontoppidan (litt.: tomus 1, s. 26). Ligeledes får man at vide af gravstenen, at han var lærer i København og Roskilde i 24 år og i 18 år var kantor ved Roskilde domkapitel. I litteraturen går man ud fra, at disse perioder ligger i forlængelse af hinanden, og man kalder ham rektor (!) fra 1533-57 og kantor 1557-75. Der er forskellige opfattelser af, hvornår han flyttede fra København til Roskilde. Ifølge Rørdam (litt.: 3, bd. 1, s. 671) og Bricka (litt.) flyttede han i 1544. Ifølge Bloch (litt.: s. 38) og Gjessing (litt.: s. 12) skete det i 1556, og han ledede således skolen i Roskilde i kun et år. Autentiske oplysninger om dette synes ikke at eksistere. Vor Frue latinskole i København blev administreret af universitetet. Derfor fandt vi der (1539-40) 20 daler bogført til ”mester Oluff Scholemester som lenge oc trolige tient haffuer her i scholen tiill hielp” (249). Fordi han stammede fra Skåne, betegnedes han også som Oluf Skonning. Ifølge Rørdam (litt.: 1, s. 86) var Oluf Skonning i 1541 ”Skolemester i Kjøbenhavn og Vikarius til S. Andreas’ Alter”, og han forekommer allerede fra ca. 1530 som vikar. Dr. Niels Hemmingsen tilegnede i 1571 sin gamle ven Oluf Offesen 2. udgave af sit skrift Demonstratio indubitatæ veritatis (se litt.) og udbredte sig i sin indledning udførligt om tiden for 30 år siden, da de daglig indtog deres måltider sammen i fællesskab med nogle andre venner og imens især talte om Davids salmer (308). Det foregik, efter at Niels Hemmingsen var vendt tilbage efter sit ophold hos Melanchton (1543). Altså må dette have været en del af Oluf Ovesens dagligliv i tiden 1543-44. 6.1.1557 meddelte domkapitlet kongen, at de af de to kandidater, kongen havde foreslået, havde valgt Oluf Ovesen til kantor som efterfølger af Niels Friis (278). 8.1.1557 bekræftede kongen den endelige ansættelse (279). I en oversigt fra 10.8.1558 over embedsboligerne, hvor kannikkerne og vikarerne ved Vor Frue kirke boede, var Olufs bolig et af de mange huse, der var i dårlig stand: ”her Oluff Skoning resurrectionis gaardtt er oc forffalenn”. Han rådede også over en bolig i Roskilde: ”mester Oluffs gaardtt y Raaskilde haffuer hielpe behoff paa tagett” (281). I universitetets regnskab for 1559-60 er Oluf Ovesen opført som kantor i Roskilde (284), og 20.8.1563 bekræftede han, ligeledes med titel af kantor, et diplom med sit segl (293). Som kantor havde han åbenbart noget at skulle have sagt med hensyn til bispestolens faste ejendomme. 29.9.1565 udlejede han for 8 mark om året en gård i København, der tilhørte St. Johannes altret i Vor Frue kirke (298). Og 4.8.1568 meddelte kongen ham, at han ville overtage fire gårde i Bjergesø (Skippinge h.) fra kapitlet i Roskilde; disse gårde havde betydning for Dragsholm slot (304). I et udførligt diplom af 7.8.1572 fastsatte kapitlet på kong Frederik II’s befaling hvilke skatter og afgifter, der skulle bruges til lønninger til kirkens funktionærer. Blandt dem var sammen med kantor Oluf Ovesen også hans – formodede – søn, kannikken Niels Olufsen. Til kantoren skulle årlig erlægges af Vallekilde sogn: 3 pund korn, 6 lam og 6 gæs, og af præsten i Stillinge: 4 pund korn, 1 pund havre, 10 lam og 10 gæs (310). Ved hans død 14.10.1575 blev både kantoratet og kanonikatet ledigt. Kanonikatet, hvor han i sin tid havde efterfulgt dr. Hieronimus Thenner 14, blev nu ved en kongelig bestemmelse af 18.10.1575 givet til Dr. Peder Sørensen, kongens livlæge. Da denne nu forlod sin tjeneste hos kongen, måtte han slå sig ned ved domkirken (318). Disse begivenheder gør det tydeligt, at kapitlet havde ændret karakter efter Reformationen. I stedet for at være en indtægtskilde for gejstlige, blev det til en slags pensionskasse for honoratiores, først og fremmest folk, som kongen ville bevise sin gunst. Besættelsen af hans stilling som kantor gav flere problemer: Den normale procedure var, at kapitlet valgte en mand, hvorpå den endelige udnævnelse blev bekræftet af kongen. Men nu lod kongen, samtidig med sin bestemmelse om kanonikatet (som han åbenbart selv kunne råde over), den anbefaling tilgå kapitlet, at man skulle vælge magister Iver Bertelsen, abbed i Sorø kloster, til kantor (317). Derpå fulgte nu 23.10.1575 en mødeindkaldelse til kannikkerne, der boede meget spredt: De skulle samles til en rådslagning (319). Kandidaten selv skrev 9.11.1575 et brev til de ledende personer på universitet (321); disse var også medlemmer af kapitlet. Sandsynligvis følte kapitlet sig manipuleret. De løste dette problem på den måde, at de ignorerede kongens kandidat, men selv valgte en, der stod kongen endnu nærmere og derfor ikke kunne afvises af ham: hofprædikanten magister Christoffer Knopf (allerede kannik i Århus), der ligeledes var nær ved at skulle pensioneres (322). (Se herom også Ny Kirkehist. Saml. III; s. 551.) 13.5.1577 fordybede en kongelig ret i Ringsted sig i Oluf Offesens testamente (325). Der blev forelagt et brev fra bystyret i Åhus, hvoraf det fremgik, at Oluf kom derfra, og at han havde to niecer, der var i live endnu, Seine og Anne, døtre af hans bror Niels Offis (320). I testamentet havde de kun fået tilkendt hver et legat på 20 daler. Yderligere var det pålagt testamentets eksekutorer at uddele at betragteligt beløb til fattige og andre trængende. Endelig forlangte niecerne klarhed over deres rettigheder. Der var desuden et brev fra kongen, hvori der stod, at den manglende vedligeholdelse af den embedsbolig, Oluf havde haft, der tilhørte Vor Frue kapels præbende 15, samt af kantorboligen skulle betales af boet. Boet blev vurderet til 750 daler. Retten mente, at der ikke ville blive meget til overs af det, og pålagde eksekutorerne, da de gik til værks, at rette sig meget nøje efter testamentet. I et brev fra kongen af 1578 blev det pålagt professorerne ved universitetet at oprette et legat på 300 daler, som Oluf Ovesen ved kodicil havde bestemt til trængende elever ved latinskolen i København, men som han havde forsømt at tage med i sit testamente (330). Beslutningen kendes ikke, men det viser sig, at Vor Frue Latinske Skole i 1582 har modtaget et legat på 200 rigsdaler, skænket af ”Olle Ollesen” (335). 14 Hieronimus Thenner blev kannik i 1560, men byttede dog 14.6.1562 dette præbende til et bedre. Det må have været ved denne forandring, Oluf Offesen igen på sin side opnåede noget bedre. 15 Vor Frue kapel er domkirkens Maria-kapel, hvor Bartholomæus-altret var rejst, og hvortil Halveggerne altså havde særlig tilknytning! Desværre står det ingen steder helt klart formuleret, at Niels Olufsen var søn af Oluf Offesen. Men efter min mening kan der ikke være ret megen tvivl. Oluf passer som en brik i et puslespil ind i hullet mellem de to dele af slægten. Der er også en påfaldende analogi mellem Olufs og Niels’ karriere. Begge blev magistre, havde således universitetsuddannelse og blev også ved med at færdes i universitetsmiljøet. Begge var kannikker ved domkapitlet i Roskilde, og begge var rektorer ved latinskolen i denne by. Oluf var født i 1594, altså stort set samtidig med sin ”halvtante” Anna, så at en samtidig donation til ”familie-altret” ikke ville være ulogisk. Familien har uden tvivl tidligt besluttet, at Oluf skulle være gejstlig, og skaffet ham et kanonikat. Det er vel også hans far, der har bragt donationen til Bartholomæus-altret i orden. Derved blev navnet Halvegge en gang for alle slået fast for ham. Derefter blev Oluf kun kaldt ved patronymet Offesen. Bricka hævder, at Oluf var ugift, men denne påstand bygger tydeligvis kun på den tanke, at det modsatte aldrig nævnes, og at det var to niecer, der optrådte som arvinger. Heroverfor peger en nøje tolkning af dommen af 13.5.1577 på, at niecerne aldrig præsenterede sig som universalarvinger, men kun udbad sig klarhed om deres legat, som de endnu ikke havde fået udbetalt. At en hustru ikke nævnes i arkivalierne, er der ikke noget besynderligt ved på den tid, og især ikke hvis denne var død tidligt. At Niels ikke udtrykkeligt omtales som arving er naturligvis kedeligt for os. Vi har ikke selve testamentet. Oluf var tilsyneladende af den opfattelse, at hans søns eksistens var tilstrækkelig sikret, når han var medlem af domkapitlet. Derfor ønskede han at give, hvad han efterlod, til velgørenhed. Niels var i øvrigt en af testamentets tre eksekutorer! Om Olufs far, væbneren Awe Pedersen, vides der så lidt, ud over at han nævnes nogle gange på Sjælland, at man netop derfor kan antage, at han tilbragte størstedelen af sit liv et andet sted (det vil altså sige i Skåne). Også de første fyrre år af Olufs eget liv ligger i mørke. Måske ligger der mere om far og søn gemt i svenske arkiver. * * Niels Olufsen Niels Olufsen døde ifølge sin gravsten i Roskilde domkirke 18.10.1590 i en alder af 56 år, så han må være født i 1534 (eller i slutningen af 1533). Han var født på Halsnæs, en halvø på nordkysten af Sjælland. Når vi regner med, at hans far havde været lærer i København og Roskilde i 24 år, da han i begyndelsen af 1557 blev kantor, må han altså allerede have forladt Halsnæs i 1533. Det var på den tid ikke ualmindeligt, at man noterede tingene lidt unøjagtigt, så vi sætter Niels’ fødselsår til ”omkring 1533”. Det kan heller ikke udelukkes, at Olafs tid som lærer og hans tid som kantor delvis faldt sammen. Ifølge samme gravsten havde Niels været elev i latinskolen i Roskilde, hvorefter han forblev knyttet til denne skole i fem år som hjælpelærer (hypodidascalus). Efter at have været væk derfra i otte år blev han ansat ved samme skole som lærer. Derefter var han i tre år rentemester ved Duebrødre hospital (348). De otte år, hvor han var væk fra skolen, 1558-66, har han åbenbart brugt til fortsatte studier. I 1558 pålagde dronning Dorothea Københavns Universitet at give Niels Olufsen fri kost og logi i Helliggesthuset sammen med de andre studenter der (283). I dette kloster havde tyve studenter gratis kost og logi ved hjælp af en kongelig donation. 13.8.1563 blev Niels immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg (292). Sandsynligvis var han blevet sendt derned af sit eget universitet, da han var i den afsluttende fase af sit studium. Det følgende år publicerede han i Wittenberg et digt i anledning af rektor ved latinskolen i Roskilde Anders Lauridsens bryllup. Titlen lød: Carmen gratulatorium ad doctissimum et integerrimum Virum M. Andream Laurentium, Canonicum et Ludimoderatorem in inclyta urbe Roschildia, contrahentem matrimonium cum pudissima Virgine, Anna, filia reverendi Viri M. Petri Paulini, Theologi et Pastoris ad S. Lucium, scriptum gratitudinis in Præceptorem ergo a Nicolao Olao Halvegio. Witebergæ. Excudebat Johannes Crato. Anno MDLXIIII (297). Da der 15.10.1565 kom tre andre studenter fra København til Wittenberg, havde de besked med til Niels om, at han skulle vende tilbage (299). I mellemtiden havde han taget magistergraden. To danske studiekammerater i Wittenberg, Povl Pedersen Ålborg og Anders Lemvig, skrev et latinsk digt til ham til afsked: ???peµpt????, scriptum eruditione et pietate ornatissimo viro M. Nicolao Olai Halvegio, amico et conterraneo suo singulari, Vitebergæ in patriam abeunti, mense octobri, a Paulo Petri Aalburgensi. Vitebergæ 1565 (301). Da han var kommet hjem til sit fædreland, blev han lærer ved sin gamle skole. 1.5.1567 fik han med en kongelig forordning tilkendt et kanonikat ved domkirken i Roskilde. Det var blevet ledigt, fordi den tidligere indehaver dr. Hieronimus Thenner var faldet i unåde (302). Samme år giftede Niels sig. I 1569 efterfulgte han Anders Lauridsen og blev rektor ved sin skole. Hans tiltrædelsestale udkom på tryk, mærkeligt nok i Wittenberg. Den var tilegnet de meget ærede medlemmer af kapitlet. Blandt dem kantor magister Oluf Offesen. Titlen var: Oratio de necessaria scholarum conservatione et studiis doctrinarum in his fideliter propagandis carmine Elegiaco scripta et recitata a Nicolao Olao Halvegio, cum susciperet gubernationem Scholæ Roschildensis. Vitebergæ 1569 (306). Blandt sprogkyndige har Niels erhvervet sig et stort navn, fordi han, mens han var lærer, skrev den første danske verslære, tydeligvis et hjælpemiddel i undervisningen. Bogen, der aldrig kom på tryk, er gået tabt, men i Det danske Sprogs Rimekunst af præsten og salmedigteren Peder Jensen Roskilde står der uddrag af Niels’ værk. Heraf kan man se, at han også komponerede melodier til sine eksempler på digte. Se Arnholtz (litt.: s. X, 34, 48, 61, 63, 394, 396, 399), Krogh (litt.: s. 262-263), Nyerup og Rahbek (litt.: s. IV-XI) og Paludan (litt.: s. 415). At Niels Halvegges litterære fortjenester ikke er blevet glemt, selv om hans skrift er gået tabt, skyldes et læserbrev i månedsbladet Minerva fra 1797 Minerva (litt.: s. 164). Desuden har han skrevet digte og andre værker på latin. Vi har allerede nævnt hans tiltrædelsestale og digtet til hans forgængers bryllup. I 1585 udkom hans Libellus de Patefactione Divina Carmine Heroico (341) i København. Denne bog tilegnede han den unge kronprins Christian IV. Denne gestus blev 8.3.1585 belønnet med en kongelig gave på 20 dlr. (340). Yderligere nævnes hans værk Oratio ad Deum æternum pro Juventute Scholæ Roschyldensis, København 1570, i et gammelt bogkatalog af Klavs Lyskander. Men der kendes imidlertid ingen bevarede eksemplarer af dette værk (307). Hans tid som rektor afsluttedes, da han i 1574 af Roskilde domkirkes prælater og kapitel blev udnævnt til rentemester for Duebrødrehospitalet i Roskilde. Efter at han var taget i ed, kom 14.5.1574 den kongelige bekræftelse (312). Denne arbejdsopgave varede kun i tre år. 25.2.1577 kom den kongelige resolution, at dr. Matz Povelssen, ligeledes kannik i Roskilde, skulle udnævnes til hans efterfølger (324). Da biskoppen af Trondheim, Hans Gaas, havde brug for assistance på grund af sin høje alder, var Niels Olufsen en af de fem personer, der for universitetets konsistorium kom i betragtning som kandidater 15.8.1578 (328). I 1582 findes han på en liste over Roskilde domkirkes præbender (336). 14.4.1583 omtales han og magister Frans Nielsen som eksekutorer af en medkanniks testamente (337). 6.1.1590 havde han et stykke jord, der tilhørte kapitlet, i forvaltning (346). Efter hans død 18.10.1590 (348) fik den tidligere hofprædikant magister Albrit Hansen tildelt hans kanonikat ved en kongelig resolution af 30.10.1590 (349). Niels’ kone nævnes på deres fælles gravsten i Roskilde domkirke. Hun hed Gyde Esbernsdatter. Hun var gift med ham i 23 år, hvad man kan slutte, fordi de blev viet i 1567. Der var fire sønner og syv døtre i ægteskabet. Ulykkeligvis er hendes dødsdato og alder ulæselig (348). Men hun levede i hvert fald endnu i 1619 (373). I universitetets nekrolog over deres søn Esbern Nielsen nævnes faderen Nicolaus Olai også som kurator for dominikanerklostret i Roskilde. Hans mors navn staves der Judith Esberni, og der står, at hun var datter af Esbern, kongelig skriver ved præfekturet i Roskilde (378). Sandsynligvis var faderen Esbern Olsen, vikar i Roskilde, død i november 1561 (290). Niels kaldes i alle danske tekster Niels Olufsen (en enkelt gang Olsen), men i de langt mere formelle latinske tekster kalder han sig konsekvent Nicolaus Olai (af og til Olaus) Halvegius. * * Esbern Nielsen Da Esbern Nielsen var død, publicerede Københavns Universitet 7.2.1648 en nekrolog, hvori hans levnedsløb skildres: Esbern blev født 10.8.1579 kl. 7 om morgenen i Roskilde som søn af de ovenfor beskrevne forældre. Da han var fire år gammel, døde hans far. Hans mor ansatte en huslærer til ham, som han blev undervist af, til han var 10 år. Derefter gik han i skole i sin hjemby. I 1603, da han var næsten 23 år gammel, begyndte han at studere ved Københavns Universitet, først filosofi, men han skiftede dog snart til medicin. Tilsyneladende fik han så godt et forhold til sine unge studiekammerater, at Axel Rosenkrantz til Glimminge ansatte ham til privatlærer for sine sønner Olaf og Palæmon Rosenkrantz, da de studerede i Wittenberg i 1604. Da de kom tilbage to år senere, fik han omgående en lignende opgave for Tyge Brahe, søn af Axel Brahe til Elved. Med denne student rejste han til Wittenberg igen i 1606 og drog derefter fra 1607 rundt i Tyskland og Frankrig, fra universitet til universitet. I 1611 kunne han selv promovere og blive doktor i medicin i Basel. I 1613 vendte han tilbage til sit fædreland, hvor han drev en lægepraksis. Fem år senere giftede han sig med Dorothea Petri, enke efter dr.med. Andreas Lemvicensis. Hans kone døde i 1625. Han selv fik 17.1.1648 sandsynligvis en lungebetændelse, som han døde af 30.1, henimod kl. 11, i en alder af 69 år og 6 måneder. Alt det ovenstående vides fra nekrologen (378). Desværre er der nogle betænkelige modsigelser. At han ifølge sin gravsten ikke døde 30. januar, men 29., at han da (hvis fødselsdatoen er korrekt) ikke var 69½, men 68½ år gammel, og at han i 1603 blev 24 år og altså ikke kunne være ”næsten 23 år”, er kun småting. Meget vigtigere er den påstand, at hans far døde, da han var fire år. Vi ved jo, at Niels Olufsen først døde i 1590. Derom kan der ikke være tvivl, og heller ikke om hans forældres identitet. Det er også utilfredsstillende, at vi ikke får nogen redegørelse for hans gøren og laden mellem hans tiende og 23. leveår. Han kan vanskeligt have været elev i latinskolen i hele 13 år. Efter at han 31.1.1603 havde bestået sin studentereksamen (353), blev han 6.6.1603 indskrevet i Københavns universitets matricula regiæ communitatis (354). 10.3.1604 optrådte han som opponent ved Christen Hansens Ribers disputats (355). At han kom til Wittenberg bekræftes af Wittenberg universitetets matrikel, hvor han blev indskrevet 8.12.1604 sammen med brødrene Rosenkrantz (356). Hvis han også har været i Wittenberg i 1606 sammen med Tyge Brahe, kan det kun have været for en meget kort tid, for samme år står han i matriklen i Jena (357). I den dagbog, hvori dr. Mads Jensen Medelfar beskrev sine udlandsrejser, står der, at han 10.4.1608 (stilo novo) traf Esbernus Halvegius i Jena (358). I matriklen i Basel findes han i 1611 (360). 28.5.1611 promoverede han der med dissertationen De sacro morbo et igni disputatio (363) og blev doktor i medicin (361). I sommeren 1611 finder vi ham sammen med Tyge Brahe i matriklen i Orléans (362). I Acta Consistorii fra Vor Frue kirke i København finder vi den meddelelse, at dr. Esbern og Niclaus Eggebrecht 13.3.1619 fik tilladelse til at benytte den kirkebænk, der var reserveret til universitetet og tidligere havde været benyttet af dr. Frederik Severinius, mod at betale et årligt bidrag. Men de skulle aflevere bænken, hvis der var professorer, der gjorde krav på den (367). I dr. Christoffer Dybvads dagbog kan man læse under 11.5.1620, at denne har lånt 300 dlr. af dr. Esbern og nu har tilbagebetalt 40 dlr. i rente for 2 år. Han måtte beholde beløbet i 1½ år endnu for 6 % i årlig rente (368). I deres testamenter af 19.9.1617 og 3.5.1618 bestemte brødrene Palle og Niels Pedersen (Quist), at deres søster Dorothe Pedersdatter, enke efter dr. Anders Lemvig, skulle have brugsret til, hvad de efterlod, men i øvrigt skulle det anvendes til forskellige legater (364, 366). Dr. Esbern Nielsen, der i mellemtiden var blevet gift med Dorothe (som underskrev sig ”Dorothe Doctors” og ifølge Ehrencron- Müller (litt.: s. 374) var en datter af Peder Nielsen i Århus) anfægtede dette testamente. Imidlertid blev det sat i kraft uændret ved en dom af 15.7.1620 fra universitetets konsistorium (369). Hvis han havde giftet sig med denne enke, som var så gammel, at hun kunne have været hans mor (hendes første ægteskab blev indgået i 1578!), for hendes mange penges skyld, må denne dom have været en stor skuffelse for ham. Ved en kongelig resolution af 26.2.1624 fik dr. Esben Nielsen stillet det første kanonikat ved Århus domkirke, der blev ledigt, i udsigt. Til gengæld skulle han stille sig til rådighed som læge ved Børnehuset i København (370). Ifølge Carøe (litt.: s. 53) og andre, der har brugt denne kilde, skulle dr. Esbern have været læge ved Børnehuset fra 1617 til 1621; helt klart en fejltagelse. Omkring 1630 var Esbern Nielsen involveret i en retssag, fordi hans svoger Richort Meckelborg beskyldte ham for ikke at leve op til sine forpligtelser som værge for en anden svoger Jørgen Busks bo. Ved hjælp af en dom, afsagt 8.9.1632 af Københavns Universitets konsistorium, får vi indblik i en dramatisk del af Esberns liv: Esbern Nielsen havde tre svogre, der hver var gift med en af hans søstre: Jørgen Busk, Richort Meckelbog og Søffren Fox. Den sidstnævnte havde en bror Hans (Jørgensen) Faxe, gejstlig, gift med Signe (Signilla). I 1619 blev København ramt af en pestepidemi, der kostede Jørgen Busks kone, to døtre og en tjenestepige livet. Jørgen selv flygtede 8.6.1619 hen til sin svoger Hans Faxe i Roskilde, men var dog åbenbart allerede blevet smittet. Han døde 11.6. Forinden havde han bedt Esbern holde øje med hans hus, kælder og handelslager af vin. På Hans Faxes opfordring kom Esbern nu også til Roskilde med sin husstand og arrangerede Jørgen Busks begravelse. Derpå aflagde han et kort besøg i Sorø for at ordne Jørgens 17-årige søn Niels og dennes lærers anliggender efter opfordring fra bedstemoderen (Niels Olufsens enke!) og drengens tante. 1.11.1619 tog han tilbage til København med hele sin husstand. Efter at han også der havde ordnet forskelligt for sin afdøde svoger, blev Jørgens nabo, Jørgen Danielsen, af borgmestre og råd i København indsat som forvalter af boet. Esbern forsvarede under retssagen det standpunkt, at han ganske vist nødtvungent havde ordnet forskellige anliggender for den afdøde og hans søn, men aldrig formelt havde været ansvarlig for værgemålet. Derfor var han kun ansvarlig i begrænset omfang. Det bestred Richort Meckelborg. Klagen fra Richort Meckelborg blev først behandlet af borgmestre og råd i København, som imidlertid 5.7.1632 erklærede, at sagen ikke hørte under dem, eftersom Esbern fremlage en kongelig dom af 20.7.1630, hvoraf det fremgik, at klagen hørte under universitetets jurisdiktion. Konsistorium gav ifølge dette Esbern medhold 8.9.1632 (373). 15.4.1630 var han en af otte underskrivere af et retsvidne i en sag om abort (372), og 28.12.1644 underskrev han sammen med otte andre doktorer rapporten om kong Christian IV’s helbredstilstand (376). Ifølge teksten på hans gravsten i Vor Frue kirke i København døde dr. Esbern Nielsen som 69-årig 29.1.1648 (377). Ligesom det var tilfældet med hans far, var brugen af slægtsnavnet altid begrænset til højtidelige latinske tekster: Esbernus Nicolai Halvegius. I alle danske tekster hed han bare dr. Espen Nielsen. Heller ikke i nekrologen – selv om den hører til førstnævnte kategori – forekommer slægtsnavnet. * * Den sidste generation Ifølge teksten på hans mors gravsten (377) omfattede Esbern Nielsens generation fire drenge og syv piger. I dommen af 1632 (373) finder vi: Dr. Esbern Nielsen, omtalt ovenfor. Hans Nielsen, der levede i 1619. Lisabet, død af pesten i København i maj eller juni 1619, gift med Jørgen Busk, der var vikar i Roskilde og døde der 11.6.1619. De havde en søn Niels Busk, 1602-1632, sandsynligvis også vikar, i det mindste af gejstlig stand, samt to døtre, som døde i 1619 i København af pesten. En søster, gift med Richort Meckelborg, borger i Roskilde. Begge levede endnu i 1632. En søster, gift med Søffren Fox i Roskilde. Fra gravstenene i Roskilde domkirke kender vi yderligere nogle børn af Niels Olufsen: Søren Nielsen, og Maren Nielsdatter; begge ligger begravet under samme sten som deres forældre (348). Olaus Nielsen, død 21.9.1583 i en alder af 8 år, 11 uger og 2 dage (altså født 4.7.1575) med sin egen gravsten (339). Dorothea, deres tredje datter, død 11.8.1574, et år og seks uger gammel (313), og Dorothea, deres fjerde datter, død 3.8.1577, syv måneder gammel. De to er begravet i samme grav (326). Alt i alt mangler vi altså endnu en datter. I oversigtsskemaet er børnene anført i plausibel rækkefølge, uden at der er fuldstændig garanti for rigtigheden. I den borgerlige gren af slægten Halvegge kendes der ikke en eneste forekomst af et våben. * * * Owe Halvegge Oluf Ovesen (Olaus Offonius) * Åhus 1494, † 14-10-1575 magister, hører i København, kannik og kantor i Roskilde domkirke Niels Olufsen (Nicolaus Olai Halvegius) * Halsnæs 1534, † ..-10-1590 1553 hører ved Roskilde latinskole, 1558 student i København 1563 student i Wittenberg, magister, 1566 lærer, 1569 rektor ved Roskilde latinskole, 1574 forstander for Duebrødre hospital, 1567 kannik i Roskilde domkirke … 1567 Gyde Esbensdatter (Juditha Esberni) nævnt 1619, datter af Esben Olufsen Niels Offis Seigne Anne
… Jørgen Busk † Roskilde 11-6-1619 vikar i Roskilde vinhandler i København i Roskilde † 11-8-1574 † 21-9-1583 † 3-8-1577 * Roskilde 10-8-1579, † København 30-1-1648 stud.: 1603 Roskilde, 1604 Wittenberg, 1606 Jena, 1611 Basel (dr.med.), 1611 Orléans 1613 læge i Roskilde, 1617 læge ved Meckelborg i Roskilde nævnt 1632 børnehuset i Khvn, 1621 læge i Khvn … ..-9-1618 Dorothe Pedersdr. Quist † 1625 datter af Peder Nielsen og enke efter prof. med. Anders Lemvigh Diverse Der findes nogle spredte personer, der må have hørt til slægterne Væbner eller Halvegge, men som det ikke er så nemt at placere i de ovenstående genealogier. Når der er tale om et ”Væbner”- slægtsvåben, ved jeg ikke, om der er en sløjfe på det. * * 8.2. og 8.3.1485 deltog væbner Jens Christiernsen til Nielstrup (Rud s., Galten h.) i en voldgiftsret i Århus (133, 134, 135). Syv år senere, 1.1.1492, bekræftede han i Tårup et diplom med sit segl. Seglet viser Væbner-våbnet med omskriften ”Iens Kristerns”, selv om han i selve teksten omtales som ”Niss Kristærss i Nilstrvpp”, et eksempel på forvekslingen af navnene Jens og Niels, som vi allerede tidligere er stødt på 16 (160). Jens Christiernsen til Nielstrup beseglede ligeledes et diplom på Clausholm (Galten h.) 18.1.1497 (170) og 31.5.1499 (173). Utvivlsomt kom Ellen Jensdatter til Nielstrup fra den samme slægt. Ifølge hendes gravsten i Hornslet døde hun 29.3.1587. I teksten på stenen kaldes hun jomfru. Desuden erfarer vi af den, at Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm på hendes bøn havde arrangeret hendes begravelse. Efter dette at dømme var hun sandsynligvis en ugift ældre dame uden efterkommere. Stenen viser våbnene for slægterne Væbner og Bruun/Vindum (343). Jens Christiernsen (160) Anne Olufsdr. (194) * * 1.6 eller 15.9.1512 solgte væbneren Søren Clausen til Vadsted (Gern h.) en gård i Voldby (Gern h.). Diplomet blev bekræftet med hans mor Anne Olufsdatters segl og hans bror Mogens Clausens. Hans mors segl viser Væbner-våbnet (194). * * I et pavebrev af 29.10.1492 blev vikariatet St. Trinitatis i St. Nicolai kirke i Flensborg (udbytte 3 mark pr. år) tildelt en Johannes Halwegge, præst i Roskilde stift, som var tilstede ved curien i Rom (161). * * Væbneren Niels Jepsen til Håsløf (Skyts h.) vækker særlig opmærk- somhed. Han solgte 17.3.1420 sine besiddelser i Klagstorp (Oxie h.), som han selv i sin tid havde købt af sin farbror Jens Nielsen. Hans segl viser våbnet med den bevæbnede arm (26), selv om han på grund af sit patro- nym Jepsen mere synes at høre til den gamle slægt Halvegge. Da vi nu har lov at antage, at forskellen mht. våben mellem den gamle og den yngre Halvegge-slægt først er opståen med Anders Halvegges sønner, forstår vi, at Anders’ øvrige slægtninge skulle træffe deres egen afgørelse. Niels Jepsen var højst sandsynligt en nevø (brorsøn) af Anders (se skemaet på s. 8), og han har valgt den yngre slægts våben eller måske beholdt ”Væbner”-våbnet uden sløjfe 17. * * * Niels Jepsen (26) 16 Se note 11. 17 Jeg har desværre ikke haft mulighed for at kontrollere dette segl. Segltegningerne kan man ikke bygge på, når det drejer sig om tilstedeværelsen af sløjfen. Albert Haelwegh I mange biografiske opslagsværker sættes kobberstikkeren Albert Haelwegh i forbindelse med slægten Halvegge, selv om der oftest henvises til hans tilknytning til nederlandske kunstnere. Albert blev i virkeligheden døbt 1.1.1621 i Deventer som første barn af Nicolaas Haelwech og Sophia Hessink (a). Hans yngste bror Adriaen, døbt 14.2.1639 som syvende barn af det samme ægtepar (a), var ligeledes gravør og er også nævnt en gang i København. Også faderen var gravør. Han udfærdigede i 1630 seglet til den nye ”Illustere School” i Deventer (h). Familien tilhørte en slægt, der kendes i Deventer fra o. 1500. Den ældste omtale er optagelsen af Arnt Halwech, oldefar til Nicolaas, i borgerbogen (c) i Deventer i 1504. Hvis der overhovedet har været en forbindelse til den danske slægt Halvegge, skal den altså søges før ca. 1500. Jeg har planer om ved lejlighed at publicere mere om denne nederlandske slægt Haelwech (Halewegh), der uddøde omkring 1700. Albert viser sig for første gang i de danske arkiver (g) 15.5.1647 med sin bestalling som kongelig kobberstikker. Derefter nævnes han blot en enkelt gang i Deventer. 11.8.1649 gav han til fordel for sin far afkald på 150 rigsdaler, som en Peter Niesinck van Coesvelt havde testamenteret ham (b). Sand- synligvis har hans far givet ham beløbet i kontanter, for at han ikke skulle vente på opgørelsen af boet. Hvad hans videre kunstneriske karriere i København angår, kan der henvises til en bog af Jørgen Sthyr: Kobberstikkeren Albert Haelwegh, København 1965, s. 13-18. Albert giftede sig i København 10.7.1653 med Anne Hansdatter, en søster til maleren Abraham Wuchters anden kone (f). Han havde i lang tid et vældig godt samarbejde og venskab med denne svoger. Men senere blev de uvenner på grund af rettighederne til nogle kobberstik. Denne strid udviklede sig til en retssag for universitetets konsistorium i marts 1670 (j). I en folketælling 10.1.1659 finder vi Albert Haelwegh med kone og barn samt med sin bror Adriaen, der altså åbenbart også var kommet til Danmark (i). Albert blev begravet 5.9.1673, hans kone 30.3.1676 (m). Begge begravelser fandt sted om aftenen, en luksus, som man skulle have særlig tilladelse til. På samme måde var det en luksus at holde bryllup i sit eget hjem. I en liste over tilladelser finder vi 17.10.1672 Niels Erkilssøn Lerche med Anna Sophie Halvech (l). Den formodning, at det er det ovennævnte barn af Albert Haelwegh, bekræftes af, at der i papirerne fra retssagen i marts 1670 findes nævnt en betaling ”til Anna Sophia”, som opfattes som betaling til Albert Haelwegh selv (k). Den førnævnte bror Adriaen finder vi senere igen i Amsterdam. Der giftede han sig i en fremskreden alder (1698) og fik tre børn (d). Der var andre familiemedlemmer, som blev kendte for broderi i Amsterdam og Haarlem (e). De ovennævnte detaljer er at betragte som genealogiske tilføjelser til Sthyrs bog. *
* * * Afsluttende bemærkninger I den moderne genealogi gælder noget for at være bevist, når det er belagt af officielle doku- menter. De verdslige og gejstlige arkivalier gælder som bevis, så længe der ikke er noget, der taler imod. I den middelalderlige genealogi er der meget mere usikkerhed, fordi man af og til må nøjes med et indirekte bevis. Ofte er der kun tale om en vis procentdel af sandsynlighed. Selv ”slående” beviser kan senere blive forældede på grund af nye fund. Derfor er det vigtigt, at forskeren gør rede for sine argumenter og overvejelser, så hans resultater kan konfronteres med nye opdagelser. I nærværende arbejde har jeg opklaret mange fejlslutninger i den eksisterende litteratur. Resultatet er en logisk sammenhæng i den komplicerede slægt Halvegge. Men heller ikke jeg kan garantere for, at alt er hundrede procent rigtigt. For at give en klar sammenfatning af slægtskabsforbindelserne viser jeg i skemaet en samlet oversigt, med den forudsætning, at alle ”sandsynligheder” virkelig er rigtige. Jeg tror, at det er det bedste, der kan opnås nu. Men det står enhver frit for at komme frem med (velargumenterede) alter- nativer. * * * 1300 Jakob dt Halvegge Jens Nielsen Jens Anders Niels Jensen Jakob Nielsen Slægten HalveggeOversigt rød = efterkommer via moderen ældre stamme yngre stamme Jakob (I) Evert (I) Olaf Jens Olafs Niels Jepsen Hemming 1400 Jakob (II) ? … Peder Mogensen Ravensberg Anders Olaf Awe Peder …¹ NN Paris …² A. Grubbe Jakob Hemmings vikar Birgit … Grib Jensen Evert (II) Mette … Villum Sort Baden Margrethe Elsebe nonne Awe Ingerd … Mads Rolufsen van Leveren Elne nonne Kerstin nonne Karine … Eggert Andersen Ulfeldt
Hans Villumsen Karine … Jens Niels Offis Oluf Ovesen kannik, magister Rolof Madsen Anna Claus Eggersen Berte … Niels Anne …¹ Peder NN 1500 Jepsen Grubbe Søren Villum Sophia Anna Seigne Anne Niels Olufsen kannik, magister Niels Bild Jens / Niels …² Oluf Galde Anna Pedersdr. … Sven Galde Lisabet … Jørgen Busk ? … Søffren Fox Dorothe (I) Olaus Nicolai Dorothe (II) Esbern Nielsen dr. med. ? … Richort Meckelborg Hans Nielsen Maren Nielsdr. Søren ? Nielsen Claes Cornelis 1600 … Sara Bruijnsteen Slægten Bruijnsteen (NL) Diplomatarium (Fortegnelse over diplomer) Kilderne benævnes således: ! nummer / dato / A / B / C !, hvori: A = Originaldokumentet, med: RA = Rigsarkivet, København KB = det Kongelige Bibliotek, København AM = den Arnemagnæanske diplomsamling (på Københavns Universitet, Arnemagnæansk Institut) LA = RA, Lokalarkiver (Vejledende Arkivregistraturer XVII og XVIII) PA = RA, Privatarkiver PAP = RA, Privatarkiver på pergament NKR = RA, Ny kronologisk række HDB = RA, Kongens retterting, Herredagsdombog RFB = RA, Kongens retterting, Rigens Forfølgningsbog GKS = KB, Gammel kongelig samling NKS = KB, Ny kongelig samling B = Vidisser, gamle håndskrevne kopier og regester, med: DK = RA, Danske kancelli (Vejledende Arkivregistraturer I) TS = RA, Thisets seddelregistrant (H=Halvegge, V=Væbner, G=Galde) HSK = RA, Håndskrift samlingen I, T. Klevenfeldt HSL = RA, Håndskrift samlingen I, J. Langebeks diplomatarium C = Trykte publikationer: Se litteraturlisten. Her betyder: [ ] = ikke set selv; [*A] = forgæves søgt originaldokument, signatur måske forældet; *B, *C = kort regest eller blot omtale. + , = (under A) Halvegge- eller Væbner-segl, efter kodifikation i (litt.) Petersen 1 og 2 (A = adelig, G = gejstlig) eller Thiset 3 (Axi og Hvi). pk = pakke; lg = læg; s = side; fE = folio; nr = nummer. * *
Danske magazin I.3 s 206-210 100: 28- 1-1464 / [Herlufsholms arkiv] / HSL 32 / RD II nr 1704; Helms s 424 101: 21-10-1466 / ! / HSL 32 / Langebek VIII s 420 102: 1466 / ! / ! / *ÆDA V s 741 103: 13- 5-1467 / RA B2 Hyldinger 10; +Axi 4, / HSL 32 / *RD II nr 2269; Reg II.1 nr 6626; Wegener nr 136 104: 14-12-1468 / RA C3 Domme 9; +Axi 4, / HSL 32 (3×), TS V / *RD II nr 2516; Reg I.1 nr 4344; Ewensen s 11; Kolderup-Rosenvinge 1 nr 4; Reitzel-Nielsen 1 nr 21 105: 1468 / ! / vidisse i nr 259 / RD II nr 2524 106: 2- 1-1469 / AM XL-4; +G 302, / HSL 32 / RD II nr 2541 107: 11- 5-1469 / PA kron række (ved nr 91) / ! / *ÆDA V s 28; RD II nr 2594 108: 5- 6-1470 / [RA Matrup godsarkiv] / ! / RD II nr 2751 109: 6-12-1470 / PA 692 / ! / RD II nr 2852 110: 1470 / ! / ! / *ÆDA I s 205 111: 12- 3-1471 / AM LXIII-1 / TS V / *ÆDA V s 575; RD II nr 2917 112; 2- 3-1472 / ! / ! / RD II nr 3051 113: 6- 5-1472 / AM XXVI-15; +Axi 4; Hvi 3, / TS H; TS V / RD II nr 3089 114: 15- 2-1473 / ! / HSL 33; [PA H.O.Godov] / RD II nr 3198 115: 8- 3-1474 / ! / ! / *RD II nr 3421; Kolderup-Rosenvinge 1 s 13; Reitzel-Nielsen 1 nr 25
118: 13- 4-1475 / ! / HSL 33; GKS 3170 4E fE 204-204vo; NKS 1346bc 4E / RD II nr 3603; Reitzel-Nielsen 1 nr 26 119: 15-12-1477 / PA kron række; +Axi 4, / HSL 33; TS V / RD II nr 4124 120: 1- 7-1478 / RA E XIV Gisselfeld 1 / HSL 34 / RD II nr 4235 121: 28- 3-1479 / [Svenske rigsarkiv] / HSL 34; TS V (fejlagtig 1477); vidisse i nr 342 / ! 122: 7- 6-1480 / [Herlufsholms arkiv] / HSL 34 / RD II nr 4633; Helms s 425 123: 12/19-7-1480 / ! / ! / *ÆDA III s 111; RD II nr 4649 124: 1-6-12-1480 / PAP pk 381 lg 1 / HSL 34 / RD II nr 4727 125: 6- 6-1481 / AM VI-4 / TS V / RD II nr 4876 126: 23- 6-1482 / AM XXVII-5; +Axi 5, / ! / RD II nr 5043 127: 18-10-1482 / ! / HSK 29 / RD II nr 5097 128: 30-10-1482 / PAP pk 381 lg 6 / HSL 34; TS H / RD II nr 5104 129: 30-11-1482 / LA Sorø kloster 21 / TS H / RD II nr 5118
130: 1482
/ *RD II nr 6442; Reg II.1 nr 8000; Barner dipl nr CLXV 150: 24- 2-1489 / [*PA E.A.Ulfeldt]; +Axi 4, / HSL 35 / RD II nr 6447 151: 1489 / ! / vidisse i nr 374 / RD II nr 6608 152: 19- 5-1490 / RA C6 pk 5 lg 7; +Axi 11, / HSL 35; TS V / *ÆDA IV s 43; RD II nr 6727 153: 3- 6-1490 / ! / ! / Thiset (1) s 378; PHT 1882 s 43 154: 1490 / ! / ! / Nyrop s 370 155: 27- 1-1491 / [Roskilde domkirke, gravsten] / ! / Løffler s 7; Jensen II s 158; Danmarks kirker III.4 s 756
167: 24-8-1494? / ! / GKS 1141 2E fE 241vo-243; RA Hs sml V B18 nr 246 / RD II nr 7723; Reitzel-Nielsen 1 nr 39 168: 25- 6-1495 / PA kron række / HSL 36 / RD II nr 7931 169: 1496 / ! / ! / *ÆDA I s 202 170: 18- 1-1497 / RA E XIV Gl Estrup / ! / RD II nr 8332 171: 8- 4-1497 / ! / vidisse i nr 323 / RD II nr 8373 172: 17- 6-1497 / PAP pk 383 lg 3 / HSL 36; TS V / RD II nr 8409 173: 31- 5-1499 / [*RA topog sml papir: V. Flakkebjerg h., Tingjellinge s.] / ! / RD II nr 8816 174: 26- 8-1499 / [Herlufsholms arkiv] / HSL 37 / RD II nr 8875; Langebek IV s 361 175: (1500-1525) / ! / ! / Thiset (2) s 191 176: 6- 2-1501 / PAP pk 90 lg 5 / HSL 27; TS V; RA fE-reg 60 (Klevenfeldt) s 252 nr 12.13 / RD II nr 9304 177: 2- 3-1502 / AM XXIX-7 / ! / RD II nr 9562 178: 7- 4-1502 / LA Gunderslev kirke 5 / HSL 37 / RD II nr 9581 179: 19- 8-1502 / ! / [HSL 37] / Kirkehistoriske samlinger IV.1 s 749-752 180: 1503 / ! / vidisse i nr 259 / RD II nr 9972 181: 1504 / ! / ! / *ÆDA I s 261 182: 11-10-1505 / [PA E.A.Ulfeld] / HSL 38 / RD II nr 10454 183: 31-12-1505 / ! / ! / RD II nr 10498 184: 22- 1-1506 / AM XXXVI-20; +Axi 8, / HSL 38; TS V / RD II nr 10545 185: 2- 3-1506 / RA E XIV Barritskov / ! / RD II nr 10561 186: 3- 4-1506 / ! / ! / Langebek VI s 208-209 187: #20-09-1506 / ! / ! / Heise nr 169 188: 30- 1-1507 / PAP pk 630 lg 3 / TS V; RA fE-reg 60 (Klevenfeldt) s 130 / RD II nr 10755 189: 7- 5-1508 / [PA C.N.Dyre] / ! / RD II nr 11012 190: 30- 7-1508 / ! / TS V / ! 191: 1509 / ! / ! / *ÆDA IV s 33 og V s 38 192: 4- 2-1510 / PA 2282; +Axi 12, 16, 17, / ! / RD II nr 11468 193: 29- 6-1510 / PA 2285 / ! / RD II nr 11564 194: 1-6/15-9-1512 / LA Århus bisp 28; +Axi 21, / ! / RD II nr 12212 195: 9- 2-1513 / RA C6 pk 18 lg 2; +Axi 13, 14, / HSL 40 (2×); TS V / RD II nr 12466 196: 10- 9-1515 / ! / ! / Samlinger til den danske historie s 68-69 197: 30-11-1516 / ! / ! / Reg I.1 nr 6097; Samlinger til den danske historie s 20
211: 10-7-1523 / [PAP (Knud Pedersen Gyldenstierne)] / [RA MS XIII.32] / *AR 86 212: (1523-1533)? / ! / ! / Thiset (2) s 145; *AR 236 213: 30- 9-1524 / RA kongehuset Chr II München sml pk 9b lg 30 / ! / ! 214: 23-11-1524 / RA C6 pk 25 lg 2a / HSL 43 / *ÆDA IV s 404; Erslev og Mollerup s 62-63 215: 19- 3-1525 / ! / ! / Ekdahl s 856-857 (nr 1341) 216: 20- 3-1525 / ! / ! / Ekdahl s 857-859 (nr 1679) 217: 29- 3-1525 / ! / HSL 43 / ! 218: 11- 4-1525 / [Svenske rigsarkiv] / ! / Hanserecesse 3.9 nr 55 219: 14- 4-1525 / RA E Hansestæderne Lübeck / HSL 43 / Hanserecesse 3.9 nr 56, 57 220: 30-11-1525 / RA kongehuset Chr II München sml pk 9a lg 19 / ! / *Reg nr 11666; *AR 149 221: 1525 / ! / ! / *ÆDA II s 159 og V s 110 222: (1525-1526) / Alg Rijksarchief 's-Gravenhage, Ambt Centraal Bestuur nr 1097 / ! / Sick s 68-69 (nr XII) 223: 4- 1-1526 / ! / ! / Ekdahl s 1017 (nr 1891) 224: 19- 2-1526 / ! / vidisse i nr 287 / ! 225: 30-11-1526 / ! / DK B11 f° 42v / Erslev og Mollerup s -?-; *AR 158 226: 26-12-1526 / RA kongehuset Chr II München sml pk 9a lg 19 / ! / Allen s 451-456 (nr 218) 227: 26-12-1526 / RA kongehuset Chr II München sml pk 34b lg 40; +Axi 9, / ! / !
*Reg nr 12148; *AR 130
235: 6- 1-1530 / ! / HSL 35, 45; DK B10 fE 216-216vo; DK B11 fE 74-75vo; DK B12 s 104-106 / Erslev og Mollerup s 242-243
/ ! / Hofman II s 86 note f; E.Dahlerup s 182; Kirkehist sml III.1 s 472-477 370: 26- 2-1624 / ! / DK B78.8 fE 7 / KBB 371: 26-10-1629 / ! / DK B81.8 fE 208-208vo / KBB 372: 15- 4-1630 / ! / ! / Bartholin s 318 373: 8- 9-1632 / RA Køb univ, kons kopibog III s 1-15 / ! / ! 374: 17- 7-1633 / ! / DK B79 pk 8 nr 438b¹ / ! 375: 1638 / ! / ! / Danske magazin V.1 s 186 376: 28-12-1644 / ! / ! / Bartholin s 458 377: 29- 1-1648 / [Køb Vor Frue kirke, kisteplade] / ! / Resen (1) s 67; Danmarks kirker I.1 s 105 378: 1648 / KB Univ progr / ! / Bruun 3 s 1144 379: 29- 1-1649 / ! / ! / Historisk tidsskrift III.4 s 575-577 380: ? / PA 6232 lg Ab / ! / ! 381: ? / [Stadil kirke, gravsten] / ! / Jensen II s 272 * * Litteraturliste AR Adkomstregister (Københavns Universitet, Afd. for Navneforskning) DAÅ Danmarks adels årbog, Khvn 1884! (1896: Halvegge; 1946: Væbner) Danmarks kirker, rk. I: København; III: Københavns amt; V: Sorø amt. Danske magazin, rk. I!VIII (II = „ny”). Danske samlinger, bd. 1, Khvn 1865-66. De Wapenheraut, bd. 9, 's-Gravenhage 1905. ÆDA De ældste danske archivregistraturer, bd. I!V, Khvn 1854!1910. DD Diplomatarium danicum; Danmarks riges breve, rk. III, IV. Finlands Medeltidsurkunder, VIII (1519-1530), Helsingfors 1935. Hanserecesse, 3. Abt. (1477!1530); Hanserezesse, 4. Abt. (1531!1560). Heraldisk Tidsskrift, bd. 7, 1990-94. HT Historisk tidsskrift, Khvn, rk. III, bd. 4, 1865-66 og rk. 12, bd. 4, 1969-70. Historiske kildeskrifter, rk. II, bd. 2, Khvn 1887. KBB Kancelliets brevbøger, Khvn 1885! . Kirkehistoriske samlinger, rk. II („ny”), III, IV. Kronens skøder, bd. 1, Khvn 1892. Lexicon over adelige familier i Danmark, Norge og hertugdommene, bd. 1 og 2, Khvn 1787. Minerva et maanedsskrivt, Khvn, hæfte oct.!dec. 1797. PHT Personalhistorisk tidsskrift, Khvn 1880! . Reg Regesta diplomatica historiæ danicæ, rk. I og II, Khvn 1847! . RD Repertorium diplomaticum; Danmarks breve fra middelalderen, rk. I og II, Khvn 1847! . Samlinger til den danske historie („Suhms ældre samling”), bd. 2, hæfte 2, Khvn 1782. Samlinger til det norske folks sprog og historie, bd. 6, Christiania 1839. S.T. Achen. Danske adelsvåbener, en heraldisk nøgle, Khvn 1973. C.F. Allen, Breve og aktstykker til oplysning af Christiern II's og Frederik I's historie, bd. 1, Khvn 1854. A. Arnholtz o.a., Danske metrikere, bd. I, Khvn 1953. G. Bang, Breve til og fra Kr. Gøje og Birg. Bølle, Khvn 1898-99. K. Barner, Familien Rosenkrantz's historie, bd. 1, Khvn 1874. T. Bartholin, Cista medica hafniensis, Khvn 1662. Dr. S.R.J. Bloch, Bidrag til Roskilde domskoles historie, hæfte 1, Roskilde 1842. C.F. Bricka, Dansk biografisk lexikon, 1. udg. 1887! . C.V. Bruun, Bibliotheca danica, bd. 1!4, reg, Khvn 1877! . K. Carøe, Den danske lægestand 1479!1900, bd. 1, Khvn 1909. W. Christensen, Dronning Christines hofholdningsregnskaber, Khvn 1904. E. Dahlerup, Bibliothek for læger, rk. 4, bd. 14, Khvn 1859. T. Dahlerup, Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger fra Christian III's tid, Khvn, bd. 1, 1959; bd. 2, 1969. H. Ehrencron-Müller, Forfatterlexikon, bd. III, Khvn 1926. W.J. Ekdahl, Christiern II's arkiv; handlingar rörende Severin Norby, afd. 3, Stockholm 1836. K. Erslev, Testamenter fra Danmarks middelalter, Khvn 1901.
K.E. Förstemann o.a., Album academiæ vitebergensis, ältere Reihe, Bd. 2 (1560!1602), Aalen 1976. S. Friis, Roskilde domkirke, hæfte 1, Khvn 1851. H. Friis-Petersen, Studenter ved Københavns universitet 1479!1611, Århus 1942. Chr. Gjessing, Nye samling af danske, norske og islandske jubel-lærere, dl. III, bd. 1, Khvn 1786. A. Heise, Diplomatarium vibergense, Khvn 1879. H.J. Helms, Næstved St. Peders kloster (Skovkloster), Næstved 1940. Dr. N. Hemmingsen, Demonstratio indubitatæ veritatis de Domino Jesu vero Deo et vero homine unico Christo, mediatore atque redemtore nostro unico, Khvn, 1. udg. 1561, 2. udg. 1571. H. de Hofman, Samlinger af publique og private stiftelser, fundationer og gavebreve („Hofmans fundatser”), tom. II og IX, Khvn 1756, 1763. Dr. J.R. Hübertz, Aktstykker vedkommende staden og stiftet Aarhus, bd. 1, Khvn 1845.
A. Kall Rasmussen, Historisk-topographiske efterretninger om Musse herred paa Laaland, bd. I: Maribo sogn, Khvn 1866.
Dr. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, Udvalg af gamle danske domme, bd. 1 og 4, Khvn 1842, 1848. J. Kornerup, Roskilde i gamle dage, Khvn 1892. A. Krarup og J. Lindbæk, Acta pontificum danica, bd. 3, 4, 5, Khvn 1908, 1910, 1913. T. Krogh, Ældre dansk teater, Khvn 1940. C.C.A. Lange, Norske rigs-registranter, bd. 1, Christiania 1861. J. Langebek, Scriptores rerum danicarum medii ævi, tom. IV, VI, VIII, Khvn 1776, 1786, 1834. J.B. Løffler, Gravstenene i Roskilde kjøbstad, Khvn 1885. E. Marquard, Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, bd. 1, Khvn 1929. G. Mentz, Die Matrikel der Universität Jena, Bd. I (1548!1652), Jena 1944. O. Nielsen, Kjøbenhavns diplomatarium, bd. 2 og 4, Khvn 1874, 1879. R. Nyerup og K.L. Rahbek, Bidrag til den danske digtekunsts historie, dl. 2, Khvn 1801. C. Nyrop, Danmarks gilde- og lavsskraaer fra middelalderen, bd. 1, Khvn 1899-1900. A. Otto, Liber daticus roskildensis, Khvn 1933. J. Paludan, Renaissancebevægelsen i Danmarks literatur, Khvn 1887. H. Petersen (1), Danske gejstlige sigiller fra middelalderen, Khvn 1886. Dr. H. Petersen (2), Danske adelige sigiller fra det XIII. og XIV. aarhundrede, Khvn 1897. E. Pontoppidan, Marmora danica, tom. I og II, Khvn 1739, 1741. E. Reitzel-Nielsen, Danske domme 1375!1662, bd. 1, 6, 8, Khvn 1978, 1983, 1987. P.J. Resenius (= P.H. Resen (1)), Inscriptiones haffnienses, Khvn 1668. P.H. Resen (2), Atlas danicus, bd. II F-J: Sydsjælland; dansk oversættelse, Khvn 1935. H.F. Rørdam (1), Kjøbenhavns kirker og klostere i middelalderen, Khvn 1859-63. H.F. Rørdam (2), Klavs Christoffersen Lyskanders levned, Khvn 1868. H.F. Rørdam (3), Kjøbenhavns universitets historie, dl. 1!4, Khvn 1868!1877. H.F. Rørdam (4), Danske kirkelove, dl. 2, Khvn 1886. Dr. H. Rørdam (5), Historiske samlinger og studier, bd. 3, Khvn 1898. A. Schillings, Matricule de l'université de Louvain, bd. IV (1528!1569), Bruxelles 1961. J.F. Sick, Nogle bidrag til Christiern II's historie under landflygtigheden, Khvn 1860. C. Silfverstolpe, Svenskt diplomatarium, bd. 3, Stockholm 1885-1902. P.F. Suhm, Historie af Danmark, tom. 14 (1375!1400), Khvn 1828. A. Thiset (1), Fru Eline Gøyes jordebog, Khvn 1892. A. Thiset (2), Danske adelige brevkister, Khvn 1897.
* * Eksempel på brug af diplomatariet. Lad os antage, at De i teksten bliver henvist til kilden „(103)”. I diplomatariet finder De den under nummer 103: Nr. 103. Dato 13-5-1467.
*RD II nr. 2269 betyder, at der findes en kort sammenfatning (det er det, stjernen * betyder) ved nr. 2269 i række II af Repertorium Danicum. Reg. II.1 nr. 6626 betyder, at De finder en fuldstændig tekst under nr. 6626 i række II, del 1, af Regesta diplomatica historiæ danicæ fra 1847. Wegener nr. 136 betyder, at De finder teksten trykt under nr. 136 i bogen Diplomatarium Christierni I fra 1856 af C.F. Wegener. * * * |